Kejserens nye … stridshjelm?
Ser man bort fra Eldens Boning-EP’en fra 2021 (som jeg var alt for hård ved, stakkels lille fyr!), så har vi her på Heavymetal.dk generelt altid været glade for Ereb Altor. Når man sådan anmelder bands, der har opnået darlingstatus, er det jo altid lidt et sats, for tænk nu, hvis man stod tilbage og var den eneste, der påpegede, at kejseren altså står i sit adamskostume foran folket? Men uanset hvor nøgen, eller fuldt påklædt, denne majestæt så end er, så er de svenske vikinger klar med deres niende album, og så er spørgsmålet bare, hvorvidt det er daneøksen eller hovedpuden, der skal findes frem til dette togt.
Grandiost, men frustrerende
Hvis man endnu ikke helt har luret, hvad hulen ’viking metal’ egentlig er, ja, så tænk på Bathorys legendariske værk Hammerheart, og forestil dig så, at den lyd nu var en hel genre og ikke bare et enkelt album. Ereb Altor har da heller aldrig lagt skjult på, at netop Bathory alle dage har været deres primære inspirationskilde, hvilket ingen da kan bebrejde dem – det bliver ikke ret meget sejere end gode gamle Quorthon. Dilemmaet ved at spille noget så nichepræget som viking metal er dog, at det utroligt hurtigt ender med at lyde som noget, man har hørt før. Det har Ereb Altor altid sloges med, og det gør de også på Hälsingemörker. Det er tydeligt, at bandet med det her album ville skabe deres mest storladne og grandiose værk nogensinde – en, grundlæggende, beundringsværdig ambition. Det lykkes også, delvist, for vi finder da to af bandets stærkeste numre nogensinde her på album nummer ni, nemlig ”Valkyrian Fate” og ”The Last Step”. Her spiller bandet virkeligt med musklerne og leverer det perfekte lydbillede til diverse plyndringstogter. Men der er også et par numre, hvor man ikke rigtigt kan mærke, hvor bandet egentlig vil hen. Her er det især titelnummeret, der er underligt vævende i sit udtryk – de kunne godt have barberet et minut af spilletiden. Men vikingmetallen har, selvfølgeligt, også altid været beslægtet med doommetallen.
Hälsingemörker er egentlig en frustrerende omgang. Hvis vi, udelukkende, fokuserer på de mere lavpraktiske aspekter såsom bandets musikalske kapabiliteter samt den overordnede produktion, så er det her – afgjort – Ereb Altors stærkeste værk til dato. Men det til trods så rører musikken mig simpelthen ikke helt så meget, som bandets tidligere værker ellers har gjort det.
Plads til forbedring
Anskaffer man sig deluxeudgaven af albummet, så får man de to singler, som bandet udgav op til afsløringen af Hälsingemörker, samt den gamle single ” The Lake of Blood” med i købet. Personligt havde jeg nok foretrukket, at de numre havde erstattet nogle af de sange, der fik plads i stedet; så havde albummet her nok fået samme karakter som sit udgivelsesnummer. Men ak …! Når alt det så er sagt, så er Hälsingemörker et solidt og flot album; det er bare ikke det bedste, som bandet har præsteret til dato – desværre.
