Overvældende musikalsk rejse

Lad os ikke længere diskutere, om Wardruna er metal eller ikke. Lad os ikke længere diskutere, om bandets frontperson, Einar Selvik, har svigtet sine rødder i den norske black metal for at hellige sig ambient vikingemusik med runesang. Lad os derimod sænke paraderne, være åbne og tage et fælleslyt til Wardrunas seneste album, Birna. For hvis man giver sig hen til dette værk, så er alle garanteret en overvældende musikalsk rejse, der udvisker både tid, rum, krop og natur.

En ordentlig bjørn på

Efter fem succesfulde udgivelser og flere tætpakkede koncerter i Danmark så er Wardrunas Birna et meget imødeset udspil. Og er man fan af de forrige album, vil man ikke blive skuffet. Birna er nemlig en klar og naturlig forlængelse af Wardrunas diskografi, og det cementerer deres førsteplads på folk metal-scenen. Einar Selvik er (som altid) komponist, tekstforfatter, producer, musiker og leadvokalist. Med Birna har han skabt et lidt mere tilgængeligt udtryk, og det vil helt sikkert tiltrække endnu flere lyttere og fans. Det er ikke ment som et minus og bør slet ikke skade de tro følgere af bandet fra Norge. For jo flere man er, jo bedre bliver dette fællesritual af et pragtalbum!

Birna betyder ’bjørn’. Eller ”hunbjørn”, for at være mere eksakt. Og i de gamle nordiske sagn var hunbjørnen skovens vogter, naturens egen vicevært. Med sit brunpelsede albumcover er der ingen tvivl om, at Wardruna vil tage os ud af civilisationen og putte os direkte ind i dyreriget. Men med hjerterytmen, der indleder ”Hertan”, tager de os allerførst ud af kroppen. Rytmen er basis for nummeret, hvor det helt store udtræk af gamle, nordiske instrumenter – kæbeharpe, shamantambouriner og lyrer – kobler sig på, mens koret konstant synger ”Går i hi med bjørn!” Der bliver skabt et hæsblæsende crescendo, hvor både Einar Selvik og lytteren gisper efter luft.

Herefter tager titelnummeret over med trommer og Lindy-Fay Hellas skønsang. Lursektionen lægger en urolig bund, og i et sammenstød med den melodiske harpe, det enkle fløjtespil og Selviks gammelnorske sang opstår der en rørende fortælling om hunbjørnens flugt til et permanent hi. Hvis man lukker øjnene, ser man det hele levende for sig, for titelnummeret er en nærmest filmisk oplevelse, der sætter en i bjørnens sted, ude i den store skov. 

Klassisk musik er ofte inddelt i tre satser. Første sats er tit en kvik omgang, hvor anden sats er mere rolig, og så en tredje sats, der er oppe i tempo igen. ”Dvaledraumer” er dette albums anden sats. Det varer over femten minutter, og her bliver der gearet helt ned. Vinterdvalen rammer med tunge slag, dystre droner fylder lydbilledet, og ud af mørket træder Einar Selvik med sin fine vokal, smukt bakket op af sit korensemble, og så den skrøbelige harpe og det ensomme horn, der gentager deres melodier og kryber ind i hjertekulen på én. Til sidst rammer foråret med højlandssang, fuglekvidder og is, der smelter. Man er klar til at vågne igen …

Og man bliver i den grad vækket på ”Skuggehesten”, hvor lyn, torden og dobbelt hovslag brager igennem på det tempofyldte nummer. Her går det over stok og sten med et hviskende, messende og hvislende mandekor, der understøtter en dyb vokal, der udvikler sig mere og mere manisk. Det er både uhyggeligt og bjergtagende. Og hvis man satte strøm til lyrernes tunge riff, så ville det blive ren heavy!

Albummet kulminerer på ”Lyfjaberg”, hvor alt og alle samles til et fællesritual. Der er dømt fest og fællessang. Wardruna giver slip på det hele, og man får lyst til at danse hæmningsløst rundt i det græs, som man hører blive betrådt i nummerets begyndelse. Hvis man har en flaske mjød stående, bør den åbnes omgående, og så skal man drikke sig en ordentlig bjørn på, for albummets sidste nummer er en stor forløsning på et stort værk. 

Ud af kroppen og ind i dyret

Birna er en sjælden albumoplevelse, som alle bør overgive sig til. Det er vigtigt, at man koncentrerer sig om det og ikke sætter det på til opvasken eller parmiddagen, for hvis man giver sig hen til Wardrunas univers, så bliver man sendt ud på en helt speciel rejse, der flår dig ud af din civilisation og krop for derefter at placere dig inde i dyret midt i naturen. 

Det er både smukt, gruopvækkende, episk og rørende – og hele ni kranier værd!