En blanding dømt til sejr
Den 26. april i det Herrens år 1999 udgav Children of Bodom deres anden langspiller, Hatebreeder, der ud over den ikoniske Follow the Reaper fra året efter af mange regnes for en af de bedste skiver fra finnernes hånd. Og med inspirationskilder som blandt andet Amorphis, Entombed og, ja, Mozart kunne det jo kun blive godt.
The best of both worlds
På Hatebreeder får lytteren serveret en afbalanceret og velovervejet kombination af aggression og melodiøsitet, hvor Alexi Laiho og Alexander Kuoppalas drabelige guitarriffs på finurlig og kyndig vis forenes med Janne Pimeys’ utrættelige keyboardspil, der giver musikken sin helt unikke og neoklassiske kant. Pladen starter allerede stærkt med “Warheart”, hvor denne særlige kombination af nådesløs guitarshredding og storslået keyboardspil illustreres på sigende vis. Et ubestrideligt højdepunkt på denne plade er dog ”Bed of Razors”, der med sin facetrige og fiffige komposition bugnende af velafstemte delelementer. Det understreger, at Children of Bodom uden tvivl mestrer kunsten at fylde sange på kun knap fire minutter op med alle tænkelige musikalske greb, uden at det bliver for meget eller for usammenhængende. Hver eneste sang bliver dermed et varieret lydlandskab, som man ikke kan lytte sig træt i. Det er i den grad også tilfældet for "Black Widow", hvis svedige guitarriffing er overlegen på alle planer og borer sig direkte ind i hjernen. Samtidig danner Jaska Raatikainen vældige trommespil et taktfast grundlag for nummeret, hvor også bassist Henkka T. Blacksmith får mulighed for at udfolde sine evner. Den regulære plade, hvis man altså ikke tæller de senere tilføjede to bonustracks, “No Commands” og “Aces High” med, afsluttes med det episke nummer "Downfall", som sprudler af fede intensitetsskift, der holder lytteren fanget i et fast greb. Alt i alt er der således tale om et velafstemt og epokegørende album, der uden tvivl har bidraget med inspiration til mange andre bands.
Et værdigt eftermæle
På Hatebreeder sætter Children of Bodom standarden for, hvordan kombinationen af melodisk death og powermetal skal lyde uden at blive for svulstig. Godt nok kunne onde tunger mene, at der er tale om noget overgearet gøgl, men for dem, der godt kan lide den slags, markerede denne plade for alvor starten på en årrække af skøn musik, der beklageligvis fandt sin ende i 2019, hvor bandet besluttede sig for at gå hver til sit. Alexi Laiho og Daniel Freyberg dannede dog efterfølgende bandet Bodom After Midnight, der imidlertid blev lukket endegyldigt ned, da Laiho gik bort i 2020.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14
