Ligger Teheran i Norge?
Det er efterhånden snart et årti siden, metalverdenen, for alvor, stiftede bekendtskab med den utroligt sympatiske Sina Winter, altså manden bag From the Vastland: manden, der flygtede fra Iran til Norge, dels for at undgå at blive fængslet – og måske det, der er værre – af et totalitært styre, dels for at komme tættere på en musikkultur, som han i årevis havde følt sig tiltrukket af. Udover bandets album The Haft Khan fra 2020 så har vi, her på Heavymetal.dk, aldrig rigtigt givet bandet megen opmærksomhed; vi missede da også Taurvi-albummet fra 2022. At bandet fik slettet alle sine SoMe-profiler i starten af 2020’erne, hjalp selvfølgeligt heller ikke med hensyn til at skabe opmærksomhed. Men uanset hvad så er From the Vastland klar med sin ottende udgivelse – så lad os da se, om musikken er akkurat så farlig, som det iranske moralpoliti mener!
Gammel vin på ældre flasker
Som altid spiller bandet en klassisk variant af den norske black metal med persisk mytologi som det lyriske fokus. Eksempelvis er der nummeret ”99999”, som handler om den onde dæmonkonge Ahriman, der skabte intet mindre end 99999 plager, samt seks ærkedæmoner, der så skulle sprede disse – hvilket virker som en urimelig arbejdsbyrde, selv for mørkets herre. Der er ikke sket den store musikalske udvikling, siden jeg sidst beskæftigede mig med From The Vastland, og selvom der er nogle små overraskelser hist og pist, så er grundpillen stadig 90’er-trve-black. Dog er der markant mere Gorgoroth og Marduk (ja, ja, de er fra Sverige – förlåt!) over bandets ottende skive end tidligere, hvilket egentlig klæder musikken sådan overordnet.
Dog skal det siges, at Sina kun er blevet en bedre sangskriver siden 2020, og ligeså lyder det her album markant bedre end The Haft Khan. Ligeledes er Sina fortsat i fremragende selskab, især skal der sendes ros til trommeslageren Kevin ”Spektre” Kvåle, der om noget spiller røven ud af bukserne. Uanset om der så skal blastes eller jazzes, så gør han det til perfektion – endda uden den klassiske Darkthrone-duka-duka-duka-lyd, hvilket er utroligt rart, thi det er en lyd, jeg finder ekstraordinært enerverede.
Men trods en musikalsk forbedring så lider From the Vastland stadig af, at det overordnet set er en kende kedeligt. Sangene er generelt for lange og har tit passager, der er betydeligt længere, end de burde være – især er titelnummeret en gedigen ørkenvandring (Lut-ørkenen naturligvis). Det nummer er i bund og grund seks minutters ikke noget – og det er noget, som samtlige numre lider af, nemlig at de er alt for lange. Hvis man tog hver enkelt sang og klippede halvandet minut fra, så ville det stå så meget skarpere, som var det en ny slebet shamshir. Men ak …!
Copy-paste
På sin vis kunne jeg have genbrugt min anmeldelse af The Haft Khan og blot ændret titlerne, for min kritik samt pointer vedrørende Tenebrous Shadow er én til én den samme. Jeg ville ønske, jeg kunne sige flere positive ting, da det overordnet set er et fint album og grundlæggende en forbedring – og der er noget ved hele Sinas fortælling, som jeg finder fascinerende. Men det i sig selv er bare ikke nok til at høste de helt store karakterer – desværre.