Hvad er der med franskmændene og deres miljøbevidste aliens?

To af H. R. Gigers aliens ligger på lur i et øjenangreb af et raderet landskab på det franske slam-metalband Xenotheorys albumcover. Albummet har et narrativt aspekt og bearbejder ifølge bandet emner som konsumerisme, miljøbevidsthed og feminisme i et univers inspireret af Alien. Disse temaer går igen på bandets første album Dawn of an Eyeless Realm fra 2022. Måske ville albummet åbenbare sig som en genial epifani af universets sandheder, hvis man kunne tyde forsangeren Nicolas Cardosos imponerende, gutterale growls. Det er dog aldeles svært, så vi må blot tage bandets ord for gode varer.

Progget dødspølse med uudfoldet potentiale 

På Blissfull Death krydrer Xenotheory lidt god, gammeldags deathcore med et godt skvæt slammetal, en knivspids prog og et drys grindcore i ren Salt Bae-stil. Sammenrørt bliver det til en klassisk fars, der ved stegning på tunge riffs, trommeflams og lidt palmmuting leverer en rimeligt smagfuld deathcorepølse. “Kend den på breakdownet” kunne være et glimrende slogan for denne dødens pølse. En pølse er og bliver dog en pølse, og ligesom en langelænder aldrig bliver en revolutionerende gourmetret i den kulinariske verden, så efterlader Blissfull Death lytteren med en følelse af uforløsthed. Nok er man blevet mæt, men der mangler noget mere.

Albummet har ellers potentiale, og særligt “Le Dixieme Cercle (Part 1)” viser, hvor velkomponeret genreblandingen kan udføres. Andre steder på albummet kommer genrekonventionerne dog til at snuble over hinanden, særligt på “The Son Of Man”. På dette nummer kommer atonaliteten og de ellers veludførte temposkift til at fremstå rodede, og på “The Fortieth Night” lyder trommesiden decideret fejlproduceret - og ikke på den fede måde. Det er ærgerligt, for netop den sang har elementer, som er tæt på det geniale, når instrumenterne og vokalen leger tagfat og næsten fører en samtale. Det er et overraskende nytænkende element midt i al den klassiske død. Ligesom “Ozymandias”, der i øvrigt er en henvisning til en sonade af Mary Shelly om menneskehedens fald, semiproggede synthsekvenser viser det Xenotheorys store, musikalske potentiale. De kan blive et stort navn, hvis de bliver ved med at lege med genrerne og fastholder albummets generelt høje produktionsniveau (med undtagelse af “The Fortieth Night”).

Var det det? 

A Blissfull Death kommer langt, men ikke helt i mål. Den sidste sang, “Le Dixieme Cercle (Part 2)”, virker som en antiklimatisk afslutning på et ellers energisk album med potentiale. Xenotheory har den musikalske habilitet og kreativitet til at skabe vellykkede genremøder, men falder ofte tilbage i deres klassiske ophav. Det er dog forfriskende at se nye bevægelser i deathcore- og slam-scenen, og det bliver spændende at se, hvad de i fremtiden kan finde på, hvis de fortsætter deres proggede rejse ind i døden.