Hvor mange klichéer er for mange?
Cumbrianske Nefarious Dusk har egentlig flere år på bagen, end deres diskografi viser. Ganske vist udkom de først med en debut i 2019, men projektet startede allerede helt tilbage i 2007. Der skulle altså åbenbart lige gå intet mindre end 12 år, før det for alvor blev til andet end et par demoer samt opsamlinger af førnævnte demoer – til de tre mennesker, der synes, den slags er fedt. Stilistisk set er vi ude i en rå, knastør omgang kælderblack tilsat de obligatoriske dungeon-synth-elementer lige for at understrege, at Burzums fængselsplader altså også var herre trve, og at Mortis også er ret sej. Hvis man sidder og tænker, at det lyder da rimeligt kliché, så er det en tanke, der kun bliver forstærket, når man opdager diverse referencer til Edgar Allan Poe, Transsylvanien, depression og naturligvis Mayhem – novra!
Gudsjammerligt miskmask
Hvis ikke det var for det simple faktum, at Nefarious Dusk er ældre end Order of Nosferat, så ville jeg anklage manden bag, Paul ”Hrafn” Gibson, for plagiat. Det er nemlig nøjagtigt den samme lyd, han laver, altså skramlet lo-fi black med en guitar, der lyder som en slidt støvsuger, alt imens keyboardet forsøger at lave soundtracket til det næste Castlevania-spil. Normalt er dette en lyd, jeg godt kan lide, og som jeg finder yderst charmerende, men i Nefarious Dusks tilfælde finder jeg den dybt amatøragtig. Musikken er som de der AI-billeder, hvor man stille og roligt, desto mere man fokuserer på motivet, opdager, hvor grelt det egentlig er. Tit og ofte matcher de forskellige instrumenters tempo slet ikke hinanden, vokalen er konstant en halv tone ved siden af, og det virker ligeledes til, at Hrafn ikke engang kan finde ud af, om musikken skal være i dur eller i mol.
Endnu mere bizart bliver det, når man går ind og læser Hrafns musikalske biografi, for ikke nok med, at han ejer to selskaber, så er han også aktiv i hele ti forskellige bands – jeg håber da virkeligt, at de selskaber og resterende ni bands fungerer bedre end dét her, for ellers står det godt nok sløjt til!
Det bedste eksempel på det miskmask, som den her plade er, må være titelnummeret, hvor der, midt i det hele, serveres en guitarmelodi, der hverken matcher sangens generelle tempo eller melodi, alt imens vokalen skifter fra klassisk blackrallen til noget, der lyder som en dårlig parodi på Johnny Rotten fra Sex Pistols. Det er ekstremt håbløst, det her album!
Vær sød at gå i graven – tak!
Som jeg skrev længere oppe, så kan denne her form for black metal være utroligt charmerende, ja, endda bevægende, men det kan – som Nefarious Dusk ganske flot beviser – også være noget galoperende juks. Det eneste, der gør, at den her jammer ikke er en absolut bundskraber, er, at jeg rent faktisk har hørt værre i år, samt at der er enkelte momenter, hvor man kortvarigt narres til at tro, der rent faktisk er noget, der kunne fungere – der går dog sjældent mange sekunder, før man bliver modbevist. Så kære Hrafn, fokuser på ét af dine mange andre projekter, og læg det her i graven, be’ om!