I frelserens favn

På toppen af det 710 meter høje bjerg Corcovado finder vi statuen Cristo Redentor (portugisisk: Kristus frelseren), der som et af den kristne verdens mest ikoniske vartegn skuer ud over millionbyen Rio de Janeiro. Det er dog i favnen på en ganske anden frelserfigur, at vi finder kimen til A Dead Poem, der på bagkant af sidste års fremragende EP Absence of Life nu er klar med første fuldlængde, Abstract Existence. Navngivet efter Rotting Christs album fra 1997 trækker den brasilianske duo desuden tråde til udgivelser som Gothic og Dance of December Souls. Lidt hurtig hovedregning placerer os med andre ord et sted i starten af 90’erne, dengang black, gothic doom og de spæde toner af melo death kortvarigt krydsede spor.

Levende død poesi

Kigger man på albummets æstetiske fundament, er det nærliggende at drage paralleller til forgængeren. Her fremstod “Without Anesthesia” som et mønstereksempel på den tidstypiske produktion. Med et fængslende lydtæppe af mellemtempererede, hazy growls og atmosfærisk instrumentering formåede ADP tillige på fornemmeste vis at uddrage essensen af sit kunstneriske oplæg. Abstract Existence forsætter for så vidt ud af samme spor, hvor de tungt nedstemte guitarer såvel som trommerne placerer sig forholdsvist langt tilbage i mixet på ”In Forgotten Dimensions”. Rifflinjen synes samtidig at skæve flygtigt mod Amorphis og periodeudtrykket omkring Tales From The Thousand Lakes. Og selvom puristerne formentlig vil protestere, at finnerne på daværende tidspunkt snarere vandrede i grænselandet mellem death og doom, så fornægter de melodiske reminiscenser sig ikke.

Den største forskel mellem nu og da forbliver dog fraværet af de akustiske virkemidler, der på bandets debutsingle, “Until The Seventh Day”, nænsomt kærtegnede vores øregange. Det vil sige, lige indtil C-stykket foldede sig ud i alskens nuancer af bælgmørk blackened doom. Men natten er som bekendt mørkest lige før daggry, og ”Before The Rising Sun” repræsenterer en blændende én af slagsen. De atmosfæriske flader danner her grobund for organiske sanseoplevelser, der ændrer karakter for hver gennemlytning. En uvurderlig egenskab, som kun alt for få artister formår at bringe for en dag, men som ADP igen og igen mestrer til noget nær perfektion. I forlængelse heraf præsenterer ”Dressed In Black” sig som skivens mest vokaldrevne skæring, hvor vi virkelig får lov til at lade os henføre af Carlos Misanthropics hypnotiske fraseringer. De melodiske kontraster i mellemstykket sikrer samtidig, at monotoniens mareridtsinducerende væsen holdes fra døren.

Hen mod slutningen flettes flere passager med lettere opskruet tempo ind, om end ”Obedience” efter indledningen sænker dette igen allerede i første kontraststykke. Fokus er her overvejende på guitarspillet, mens vokalen denne gang træder et lille skridt baglæns, og bum-bummelum … albummets bedste breakdown! ”Prayers To The Void” er efter gældende standarder atter ’pedal to the metal’, og det klæder så absolut den abstrakte poesi, der heldigvis bliver ved med at give. I nummerets mere træge dele bemærker man tillige kortvarigt den subtile baslinje, der ellers over en bred kam fylder mest på B-siden.

Der var den … næsten (!)

Kun den noget begrænsede værdi som singularitetsværk forhindrer Abstract Existence i at score fuld plade. Der begynder dermed at tegne sig nogle ganske klare konturer på denne anmelders kommende top-3-liste over årets bedste internationale udgivelser. Her står brasilianerne bomstærkt i billedet som den anden af årets i skrivende stund to største positive overraskelser. Vi er kort sagt nok en gang i selskab med et album, der honorerer ækvivalent med den fordybelse, der investeres. En kendsgerning, der også understreges i vores lille andedam, hvor Iotunn med monumentale Kinship ligger aldeles lunt i AOTY-svinget hos indtil flere af redaktionens medlemmer. Ting tager tid, og abstrakte såvel som komplekse ting tager som oftest endnu længere tid – til gengæld er de så ofte også den ekstra ventetid værd.