Vampire - With Primeval Force

With Primeval Force

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Thrash metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De anonyme vampyrer

Vampire er et svensk death/thrash metal-band med anonyme bandmedlemmer, der tager inspiration fra deres idoler tilbage i den tid, hvor ekstrem-metallen blot lå i vuggen og ventede på at vokse sig stor. Deres debutalbum, Vampire, kan ses som en hyldest til bands som Venom, Celtic Frost og Bathory, der tilbage i 80’erne tog udgangspunkt i thrash metal, skruede tempoet op, inkorporerede growls og skrev salmer til ære for Satan og alt ondt i verden. Vampire er nu klar til at vise en ny side af bandet med deres nyeste udgivelse, With Primeval Force.

Nu med mere black metal

With Primeval Force er en opgradering og et stort skridt fremad for Vampire. Produktionen er meget kraftigere og giver plads til alle instrumenter – i modsætning til debutalbummet Vampire, hvor det var meget svært at høre vokalen på grund af overdøvende guitarer. Udover dette viser With Primeval Force, at Vampire er blevet dygtigere musikere siden deres debut. De er blevet mere dynamiske rent musikalsk, og de udnytter en større palet af ondskab. Vampire har taget mere inspiration fra black metal-genren og inkorporerer melodiøse passager i deres ellers kaotiske og vrede kompositioner. Det eneste, jeg kan sige, som er negativt er, at With Primeval Force desværre lider lidt af samme nostalgipræg som Vampires debut… I hvert fald i nogle tilfælde. Der er nogle af sangene på deres nyeste skive, der stadig føles som blot et tilbageblik på bands som Dissection, Venom, Bathory osv. Det er dog ikke i så stort et omfang, men det kan ikke ignoreres.

Et skridt imod en mørk fremtid

Hvis du kan lide old school death/thrash metal med en lille snært af black metal, så er Vampires With Primeval Force pladen for dig. Den er rå, ond, hurtig og kaotisk, men på samme tid er den melodiøs, eksperimenterende og episk. Som nævnt tidligere er det en klar opgradering fra deres debut. Alt i alt har Vampire udviklet sig, de er blevet mere alsidige musikere, og de viser, at de ikke er bange for at udforske nye musikalske territorier – og stadig bibeholde deres klassiske old school-lyd.

Tracklist

  1. Knights Of The Burning Crypt
  2. He Who Speaks
  3. Metamorfosis
  4. Skull Prayer
  5. Midnight Trial
  6. Revenants
  7. Ghoul Wind
  8. Initiation Rite
  9. Scylla