Scandinavian Hunger

Vampires tredje fuldlængde, Rex, er over os. Inspireret af bands som Mercyful Fate, Slayer og Dissection er de svenske vampyrfanatikere endt med at spille en melodisk form for dødsmetal med masser af thrashede elementer såvel som lidt black metal-atmosfære. Med et gotisk vampyrtema og lidt sejt artwork er det her et album, der umiddelbart virker spændende, men lad os se, om det nu rent faktisk også forholder sig sådan.

Dødsmetal uden bid i

Rex starter op med en kort og dyster instrumental intro ved navn ”Prelusion”, inden blodrusen for alvor kan begynde med titelnummeret. ”Rex” opsummerer faktisk ganske fint, hvordan resten af pladen lyder: udmærket old school dødsmetal, der desværre ikke for alvor bider sig fast – i hvert fald ikke i mig. De to guitarister med de besynderlige kunstnernavne ”Black String” og ”Sepulchral Condor” disker op med en masse udmærkede metervare-riffs såvel som fine melodiske leads. Specielt soloerne i numre som ”Pandemoni” og ”Moloch” er gode. Trommerne, der leveres af ”Abysmal Condor”, lyder også, som man kunne forvente: masser af standard doppeltpedal og ”dugga-rytmer” uden særligt interessante eller kreative indslag. Sangeren, ”Hand of Doom”, leverer en overvejende solid men også ret ensformig vokal. Den svenske nosferatu growler ret godt i et mid-range register, som han desværre holder sig i det meste af tiden. Dog skal det siges, at han i numrene ”Rex” og ”Rekviem” forsøger sig ganske kort med at synge rent og ramme nogle forholdsvis høje toner, men det lyder ikke alt for heldigt og fremstår faktisk lidt småkomisk.

Hele bandet spiller egentlig vældig fint, sangene er udmærkede, og jeg kan sagtens se det fede i det ondskabsfulde image, som gruppen har valgt at benytte sig af. Men der er desværre ikke så meget interessant at synke tænderne i på denne skive; der måtte godt have været bare et eller andet ud over de sære kunstnernavne, der fik de kisteglade svenskere til at skille sig lidt ud.

Still a better love story than Twilight...

Den gotiske gyserstemning redder desværre ikke Rex fra at være kedelig og forudsigelig. Samtidig er dette et værk, der er lidt svært at have noget imod, da det hele egentlig lyder ganske godt, men så heller ikke mere end det. Jeg tror hverken, at Buffy ”Vampyrenes skræk” eller Blade ”The Daywalker” ville kunne blive synderligt arrige over at høre på de blodsugende svenskere. Hvis man i forvejen er begejstret for en karakter som Dracula og vil høre noget vampyrinspireret musik, der er tungere end temasangen til Disney Shows ”Vampyrina”, er det her måske lige sagen. Derudover er jeg sikker på, at Rex kan sætte den rette stemning til en sen aftentur i Transsylvanien, men nogen klassikerstatus tror jeg aldrig, at albummet her opnår.