Længe ventet debut

Sunless Dawn er et relativt nyt ansigt i den danske musikverden. Relativt, fordi de egentlig har eksisteret i nogle år, spillet flere koncerter rundtomkring i Danmark og vundet  Wacken Open Air Metal Battle-konkurrencen i 2016. Samme år udgav de deres første single, ”Sovereign”, der med sine atmosfæriske passager, finurlige rytmer og sin mesterligt tiltagende brutalitet satte en høj standard for Timeweaver. En standard, som den nye plade i den grad opretholder.

Komposition i fokus

Lige fra den stille opbygning af ”Apeiron” mærkes det tydeligt, at al tiden, som albummet har været undervejs, har været det hele værd. Instrumenterne står krystalklart i forhold til hinanden, og Henrik Munchs vokal skærer stærkt igennem uden at overdøve resten af bandet. ”Aether” lister sig først ind på lytteren og virker, set i albummets helhed, mest som en lækker, sofistikeret forret, der vækker appetitten før den hårdere ”The Arbiter” og den ambitiøse ”Biomorph”-trilogi.

Især denne er et højdepunkt på pladen, og med de tre dele demonstrerer Sunless Dawn fantastisk, hvordan dynamiske skift og gentagne temaer kan bruges til på én gang at skabe store forandringer i løbet af albummet, men stadig holde det som et kohærent værk med en rød tråd, der binder sangene sammen. Kort før det femte minut af “Biomorph II” skiftes der fra et hurtigt, melodisk stykke båret af guitaren til et tungt breakdown, der volder nakken problemer og leder op til brugen af et episk kor. Dette kor virker som bindeled til “Biomorph III”, hvis intro lægger ud med kor, men går over mod noget, der lyder mere hen i retning af Opeth-lignende proggressiv black metal.

De primære virkemidler på Timeweaver er de atmosfæriske stykker og melodiske fraser, godt eksemplificeret i den dansksprogede “Erindringens Evighed”, men man skal ikke forklejne deres evne for at groove, så nakken går i stykker. Dette høres især i den vanvittigt tunge outro på ”Grand Inquisitor”, hvor det lykkes dem at bevare en stærk drivende rytme, samtidig med at de udforsker nogle spændende polyrytmer. Endeligt afsluttes albummet af den tidligere nævnte “Sovereign”, der med sine ualmindeligt mange bevægelser og temaer næsten er et lille album i sig selv, dog uden at afvige fra Timeweavers helhed. I løbet af sin 15 minutter lange spilletid formår sangen at opsummere de fleste virkemidler fra pladen, fortælle lytteren om en evigt overvågende tyran og fyre en fingerflænsende bassolo af samt meget mere. Der er virkelig tale om, at albummet afsluttes med et brag af en sang.

Retmæssig plads i solen

Alt i alt er Timeweaver et ualmindeligt velkomponeret værk, hvori Sunless Dawn på fantastisk vis afrunder det bedste indenfor deres progressive dødsmetal. På fantastisk vis føler jeg, at de har skabt et værk, der snildt kan sættes op mod det bedste af Opeth og Ne Obliviscaris. Endvidere er det fedt, at Sunless Dawn også er gået med på den trend af modersmålsmetal, der er blomstret op i de sidste år, med det dansksprogede nummer “Erindringens Evighed”. Generelt er det svært at finde noget at kritisere ved Timeweaver, og det er bestemt et album, som har indfriet og overgået alle mine forhåbninger.