Royal Metal Fest 2017
Fleshgod Apocalypse by Nikolaj Bransholm
Endelig er det blevet den jyske hovedstads tur til en weekend i metallens tegn, og det er med et ordentligt gennemført program denne gang. Der er noget for enhver: Fredagen hylder hovedsageligt blacken og den mere dystre ende af metalmusikken, og lørdagen tager sig af den mere brutale del i form af død og thrash. Så hvis du elsker metal, var det en eminent chance for at få opfyldt dine behov indenfor diverse genrer denne weekend i april.
Fredag :
Livløs Atlas, kl. 16:00
Så var det blevet tid til at få skudt festivalen i gang, og startskuddet stod LIVLØS for. På trods af et lidt afventende publikum kom de rigtig godt fra start, og lagde ud med et af deres ikke-udgivne nye numre efterfulgt af ”Sheets” fra deres velanmeldte EP. Der var som altid god energi over hele linjen hos LIVLØS. Der gik noget tid, før publikum kunne følge med, men da det skete, blev der vanen tro lavet en lille wall of death. Desværre var det først under sidste nummer, ”Passenger”. De lavede en rigtig god performance, og samspillet og ”hyggen” på scenen mellem medlemmerne er simpelthen en fornøjelse. Vi fik en masse nye numre, og det tegner umådeligt godt for bandets kommende album, som de starter indspilning af senere på året.
Oxx Voxhall, kl. 16:55
Originalt, eksperimentelt (xperimeltelt) og eksplicit (xplicit). Det er de tre ord, jeg vil bruge til at beskrive koncerten med Oxx. Jeg stod med en følelse af at være vidne til to storebrødres leg og lillebroren på sidelinjen, der ihærdigt forsøgte at være med. I Oxx’ tilfælde er de to storebrødre trommeslageren og forsangeren, som standhaftigt kører derudad med diverse crazy eksperimenter, og lillebroren forsøger at passe ind ved at komme op med diverse idéer, såsom klarinetspil eller indblanden med sit bud på vokal. Det stod ret hurtigt klart, at netop denne form for ekstrem metal af allerfineste skuffe bestemt ikke var for alle og enhver, og Oxx må derfor kategoriseres som et af de bands, man enten knuselsker eller ikke forstår. De publikummer, der var, så dog ud til at være med bandet, og jeg må indrømme, de også fik ram på mig i løbet af koncerten. Det var en vild start, og det er med til at bekræfte, at metal bestemt ikke kun består af død, black og heavy.
TELOS Atlas, kl. 17:45
Nu skulle vi for alvor dykke ned i den mørke og dystre danske undergrund. Københavnske Telos er et ganske nyt band og har ikke mange koncerter bag sig, men deres seneste EP er tæt på et dystert mesterværk. Dystert, det blev det også her. Bandet kom lidt skidt fra start og fik ikke helt indhyllet en i deres mørke univers. Det var en stor scene for et band som Telos, men de brugte pladsen godt og gjorde sit til at komme ud over scenekanten. Fremmødet var ganske imponerende, og man kunne fornemme nysgerrigheden og opbakningen fra de fremmødte.
Bandet kom igen efter deres lidt sløve start og høstede anerkendende hovedrysten fra publikum til deres tunge toner. Bandet sluttede af med den fabelagtige ”Immersed In Green”, og koncerten nåede sit højeste punkt. Det var en godkendt koncert, men der var alligevel lidt for højt til loftet for bandet denne aften.
Solbrud Voxhall, kl. 18:35
Der blev skruet ned for lyset og op for røgen. Solbrud indtog scenen og fremførte et hypnotiserende og dragende mørkt show. Der var ingen kirkelig stemning at føle her, som til bandets meget omtalte kirkekoncert. Der blev virkelig lagt vægt på musikken frem for showet, da det hele blev totalt indhyllet i røg – en ting, en del black metal-bands benytter sig af, og man kan sige, hvad man vil, men det er altid en smule i overkanten. Solbrud kan uden problemer skabe den rigtige stemning uden alt den røg, med deres dystre og atmosfæriske toner.
Det var en god koncert med godt fremmøde og god lyd, men som tabte lidt niveau undervejs. Stemningen og atmosfæren forsvandt lidt under sidste halvdel af showet, men det var en godkendt koncert. Der er stor grund til at se frem til bandets kommende album og fremtidige koncerter, for der er ingen tvivl om, at Solbrud er nogen af de bedste repræsentanter, vi har for black-genren her hjemme.
Lipid Atlas, kl. 19:50
Når man har leget med thrash siden midt 90’erne, så ved man, hvordan den skal sparkes igennem. Og ja! Fredagens koncert med danske Lipid var bestemt værd at bruge tid på. De fire herrer gav den fuld skrue på samtlige thrash-pedaler og -strenge, og publikum åd det hele råt. Det var ligeledes tydeligt at se, at et af de mere kendte bands nu havde indtaget den århusianske scene, da publikum nærmest var tredoblet i forhold til de koncerter, der havde ligget tidligere på dagen. Bonusinfo til alle os, der nød koncerten, var, at bandet kommer med ny plade til sommer, hvilket vi da vil se frem til med åbne ører.
Inquisition Voxhall, kl. 20:45
Der var mere black metal på programmet. Denne gang var det den amerikanske black metal-duo Inquisition, som skulle forvandle VoxHall til et glødende inferno. Det gjorde de, men uden nogen form for kunstig røg eller øvrige teatralske hjælpemidler. De ifører sig naturligvis den traditionelle corpsepaint, som er for vane inden for genren, men som også er ved at blive frasorteret hos nyere bands.
Ganske forventeligt er der ikke meget show til bandets koncert, derimod en umådeligt tight fremførelse af bandets værker. Der er ikke plads til at sætte mange toner forkert, når bandet kun består af en guitar og trommer. De forbliver også i rollen hele tiden, da der stort set ikke er nogen form for samspil eller føling med publikum. De fokuserer på at levere varen, og det gjorde de. Desuden var det også helt befriende at overvære en black metal-koncert, som ikke var indhyllet i røg. Koncerten blev dog desværre en anelse for monoton i det lange løb for min smag. Det var mit første møde med en Inquisition-koncert, men jeg lod mig fortælle, at det var en af de bedste, de endnu havde spillet i Danmark.
Denial Of God Atlas, kl. 22:00
Man kunne mærke allerede fra start, at nu var chancen der for, at det skulle blive rigtig godt. Med rødt og blåt lys og en nærmest King Diamond-agtig stemning indtog de danske black metal-mestre den østjyske hovedstad. Der var blåt lys, som dækkede scenen, og Ustumallagams vokal gik klart og tydeligt gennem salen. Og da Azter smed hatten, så blev der skruet en tand op for det sorte. Desværre fungerede det bare ikke rigtigt, og det var ikke kun på grund af det lettere kaos på scenen med lidt lyd, der drillede osv., men der var bare noget, som ikke spillede helt denne fredag i Aarhus. De fire leverede egentlig et ganske godt show, men det var desværre ikke så overbevisende, som jeg havde håbet på. Kort sagt: Opskriften på en god omgang black metal var der, men det var, som om det aldrig rigtig blev mere end mørkegråt.
Fleshgod Apocalypse Voxhall, kl. 23:15
Italien og teknisk dødsmetal – umiddelbart ikke to ord, jeg forbinder med hinanden. Men da VoxHalls tæppe gik fra, og scenen blev åbenbaret for os, skiftede jeg da hurtigt mening. Det var en flot og teatralsk scene, som bare stod og ventede på at blive brugt af de italienske gæster. Dog ikke før, trommeslageren lige havde været ude at undskylde for den manglede dobbeltpedal, når showet gik i gang; han havde nemlig været lidt uheldig med et hul og en græsplæne. Og så kom der ellers teatermetal i det østjyske. Jeg stod med følelsen af at være vidne til en sær blanding af Running Wild, Skatteøen og Klare Kluk (fra de gode gamle Disney-tegnefilm), når hun står og synger opera. Det var en oplevelse af dem, man ikke vidste, at man havde brug for, men som man manglede.
Fiercer Atlas, kl. 00:30
Coverband med covers af det bedste fra 80’erne, det kan da ikke andet end at blive en fest. Og da de første toner, der kommer ud, er ”Breaking the Law”, kommer smilet da også frem.
For så at stivne lidt igen. Fiercer laver ganske glimrende musik, men desværre kan de også ødelægge gamle klassikere ved ikke at ramme tonerne. Jeg ved ikke, om idéen er, at de skal fremstå som en parodi på et karaokeband, eller om det bare var en skidt aften. Jeg havde i hvert fald svært ved at tage det seriøst. Set med andre øjne så er min kærlighed til 80’er-metal enorm stor, og jeg vil da gerne give bandet en chance mere, hvis jeg skulle få chancen, men denne fredag aften omkring midnat, der vandt de desværre ikke gunsten i mit 80’er-metalhjerte.
Lørdag:
- Olm
- Sunless Dawn
- Exmortus
- Cabal
- Benighted
- Monument Of Misanthropy
- Immolation
- Gorod
- Havok
- Warbringer
- Vader
Olm Atlas, kl. 14:15
Lørdag kl. 14 var publikum mødt op til andendagen af metal i det østjyske, og de var klar fra start, da jyske Olm stillede sig klar til en omgang vred sludge metal. Morten på vokal var i den grad klar til at levere; det var tungt, og det var rart. Ren forkælelse sådan en tidlig lørdag eftermiddag. Selvom vi lyder sure, må I gerne komme tættere på, sagde Morten efter to numre, og publikum rykkede tættere på de tre vrede mænd.
Sunless Dawn Atlas, kl. 15:35
Mit første møde med Sunless Dawn efterlod mig nærmest i ekstase, så det var med høje forventninger og stor entusiasme, jeg så frem til denne koncert. Lokalet, scenen og atmosfæren på Atlas er perfekt til et band som Sunless Dawn, og de skuffede på ingen måde. Lyden var fabelagtig, og bandet spillede utrolig tight. Som bandet selv sagde, er de fra København, men de har nok spillet flere koncerter i Aarhus end i København. Besynderligt, men vi klager bestemt ikke. Lad det gerne fortsætte, for jeg bifalder til hver en tid en Sunless Dawn-koncert på aarhusiansk grund. Jeg håber virkelig bare, at de – med den lyd og det enorme potentiale, som de har – kommer ud over grænsen og holder fanen højt!
Der var lidt mere samling på følelserne denne gang, end da jeg så dem til Mono Goes Metal. Det var en rigtig god koncert, men alligevel kan jeg ikke slippe mit første møde med bandet. Rigtig vellykket koncert og rigtig god start på dagen.
Exmortus Voxhall, kl. 16:20
En af festivalens store overraskelser kom i form af californiske Exmortus. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg kunne forvente af fire gutter fra Californien, andet end at det ville blive en god blanding af thrash og dødsmetal. Normalt forbinder jeg Californien med sol, sommer og strand, men det har i den grad ændret sig nu, og fremover vil jeg tænke thrash, død og gennemført sceneshow, når jeg hører ordet. Conan, som forsangeren bliver kaldt, havde publikum med fra start, og det var en skøn blanding af metal, metal og atter metal i den bedste form. De fire udenlandske herrer leverede et brag af et show, og det var ikke kun publikum, der nød det, for også bandet selv så i den grad ud til at nyde deres besøg i Danmark. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at gense dette band engang i fremtiden.
Cabal Atlas, kl. 17:05
Der var stor uenighed blandt de fremmødte omkring, hvem det var, vi nu skulle til at se. På trods af det ganske enkle ord var der mange bud på, hvordan man udtalte næste bandnavn. Ja, jeg måtte da også lige have det opfrisket en gang. Én ting stod dog helt klart, og det var, at jeg virkelig havde glædet mig til dette show. Lige siden deres EP Purge udkom, har jeg med længsel set frem til et show i Aarhus. Deres show til Mono Goes Metal blev nemlig på beklagelig og uheldig vis aflyst. Men nu var det tid!
Showet var som bandets musik: dystert, mørkt, og mere dystert! Der var god energi og masser af vilde poses fra de to guitarister. De var denne aften en mand i undertal, da deres bassist var blevet forhindret af en grund, jeg ikke lige kan huske. Der manglede naturligvis bas, men det var ikke noget, som man tænkte så meget over, da showet og musikken i sig selv bare var totalt gennemført. Det mystiske og mørke tema blev kørt hele vejen ud, og de veg aldrig fra det. Det var virkelig fedt. Der blev ikke givet nogen taler eller tak undervejs i koncerten, men der blev i den grad skabt kontakt til publikum, hvilket også kulminerede i sidste del af koncerten, ved at forsanger Andreas bevægede sig ud blandt publikum. Det eneste, der manglede, var naturligvis bas, men også lidt mere engagement fra de fremmødte, så havde den været lige i skabet.
Benighted Voxhall, kl. 18:00
Festivalen havde i samarbejde med Metal & Hardcore Supporters Aarhus booket det franske dødsmetal-/grindcore-band Benighted, og hold nu kæft, en god booking. Det var mildest talt lige, hvad man stod og manglede, og nøøj, hvor fik vi bare serveret en ordentlig kindhest! Der var umenneskelig smæk på.. som jeg overhørte: ”De har godt nok travlt!”, og ja, det må man sige, de havde. Dog ikke med at komme af scenen, for de morede sig i selskab med de mange tilskuere i VoxHall. Og det var såmænd også yderst underholdende. For første gang siden festivalens start opstod der en ordentlig pit. Der var både mosh-, circlepit og crowdsurfing, og det observerede forsangeren, hvorfor han udbrød: ”Gør, hvad I vil – gå amok og ha’ det sjovt!”.
Det var en fantastisk koncert, men så sprang der desværre en streng (sådan opfattede jeg det) på den ene guitarists guitar. Det satte lidt en stopper for herlighederne, da de ikke havde en ekstra guitar. Bandet gjorde dog det helt rigtige og fortsatte med kun én guitar. Om det resulterede i, at de måtte stoppe før tid, det fandt jeg ikke ud af, men det ændrede ikke på, at det var en fantastisk koncert!
Monument Of Misanthropy Atlas, kl. 19:00
Fransk band og en forsanger fra Schweiz kombineret med dybde og brutalitet, så er opskriften lagt for dagen, da Monument Of Misanthropy stillede sig på scenen. Bandet tiltrak publikum med det samme, og dette bestod resten af koncerten igennem. Og der blev da også lagt mærke til netop dette, da forsangeren George ytrede disse ord til publikum: I am very impressed with you guys.Bonusinfo kom, da vi fik at vide, at bandet udgiver nyt album til maj eller juni, der kommer til at hedde Capital of Punisher.
Immolation Voxhall, kl. 19:55
Åbenbart behøvede dette band ingen introduktion; tæppet gik i hvert fald op, uden nogen sagde noget, og dér stod de fire dødsmetalherrer fra USA så, klar til at tæve igennem, hvad de kunne. Og ganske rigtigt var en introduktion ikke nødvendig; da første tone blev slået an, var det, som om en port åbnede sig, og publikum strømmede ind. Bandet var på fra start, og de kunne tydeligvis lide at optræde foran det østjyske publikum. Et sandt mesterværk udspillede sig omkring forsanger og bassist Ross Dolan, der mestrede spillets kunst. Ikke alene var der ren død i stemmen under koncerten, men han spiller også bas som en af de få, hvor det er uden plekter og direkte med fingerspidserne. Til slut ytrede de ordene We will see you again in september, Denmark. Og ja, det tror jeg da nok, vi vil.
Gorod Atlas, kl. 21:10
Franske Gorod leverede en ganske ok blanding af progressiv og teknisk dødsmetal, men det var især samspillet på scenen, som bragte koncerten hjem. Der var decideret guitar-war på scenen, da de to guitarister nærmest dansede folkedans, mens de jammede løs på deres instrumenter. Det var ganske underholdende at se på, men desværre fjernede det også lidt fokus fra forsangeren, som druknede lidt i det spøjse optrin – men underholdt, det var man da.
Havok Voxhall, kl. 22:00
Meget kan man sige om koncertanmeldelser. Dem, som er til stede, danner deres helt egne indtryk, men denne anmeldelse er specielt til jer, som ikke var der! Dem, der var til stede under denne koncert, vil nok give mig ret i, at det var en vanvittig koncert!
Havok jernede bare af sted fra start til slut. Total ødelæggelse. Det var en sand hitparade af bandets tempofyldte og aggressive thrash-bagkatalog og fra deres seneste plade, Conformicide. Det var en formidabel koncert, og der var stort set aldrig ro på gulvet, da der hele tiden var gang i pitten. Da forsangeren teasede en wall of death, var folk også helt med på den. Men da han sagde, at det ikke var deres stil, skulle folk gøre det modsatte og løbe i en cirkel i stedet – altså circlepit. Snydt! Det gjorde folk dog gerne – og meget! Det var dog ikke kun på gulvet, at der var masser af energi, da bandet også fulgte deres tempofyldte riffs og trommer til dørs. Der blev sagt ukvemsord om politikere og andre klagesange, som nu hører sig til, når man er sur og spiller metal. Det var en mesterlig koncert, hvor alt gik op i en højere enhed! Der var absolut ikke en finger at sætte på denne koncert (udover opholdene), og du har, med andre ord, rigtig meget at glæde dig til, hvis du skal ind at se bandet på Pumpehuset d. 14/4. For satan i helvede, det var godt!
Warbringer Atlas, kl. 23:15
Med en max kapacitet på 300 mennesker blev folk opfordret til at komme i god tid til koncerten, hvis man skulle være sikker på at komme ind, så det var med benene på nakken, at jeg skyndte mig fra Havok over for at se de andre thrash-guder Warbringer. Deres seneste album, Woe To The Vanquished, er et mesterligt album, så det kunne næsten ikke gå galt. Det gjorde det dog bestemt heller ikke, og alle kom ind. Der var nemlig ikke fyldt til bristepunktet som frygtet.
Bandet lagde ud med ”Silhouettes” og ” Woe To The Vanquished” fra deres spritnye album, og det satte virkelig gang i festen. Det var et yderst veloplagt band, der var troppet op på Atlas her i de tidlige nattetimer, og publikum var klar til at lukke Atlas-scenen ned med et brag. Forsanger John Kevill er en entertainer uden lige og greb alle de gloser, som der blev råbt op til ham. ”Play a love song”, blev der råbt, hvorefter der prompte blev svaret: ”No! We love explotions and death!”. Lyden, stemningen og intensiteten var virkelig imponerende. Atlas er et mere jordnært og mørkt sted, i forhold til VoxHall, så det blev anderledes intimt og fedt, men dog nåede det ikke helt derop i forhold til Havok-koncerten. Alt spillede virkelig til den koncert, men hvis prisen skal gå til en af de to forsangere, så løber John med den, uden tvivl. Hold kæft, hvor er han herlig. Endnu en formidabel thrash-koncert rigere, og så var vi ikke engang færdige endnu. Nu stod den nemlig på polske Vader!
Vader Voxhall, kl. 00:15
Polske Vader lukkede og slukkede festivalen for denne gang. Og de fire herrer, der har over 30 år på bagen i forhold til at stå på en scene, leverede da også en god, gedigen og velspillet metalkoncert. Ord som smukt, rutine og velspillede guitarer var nogle af dem, som skød igennem hovedet på mig, da jeg stod og nød det. Det var tydeligt, at det var nogle garvede herrer, som vidste, hvad de lavede, og hvad publikum ville have. Aftenens overraskelse fra Vader kom dog til sidst, hvor de spillede et Slayer-nummer, som fik folk til at gå amok over de polske herrer. Jeg kan kun sige én ting herfra, og det er: Well played, you guys, well played.
Billedegalleri for fredag: https://www.flickr.com/photos/bransholm/albums/72157680411740951
Billedegalleri for lørdag: https://www.flickr.com/photos/bransholm/albums/72157679885041482