Knap så meget nyt fra fronten
Tre år er der gået, siden den ifølge redaktionen lidt overflødige skive, Archangel, udkom. Nu er Soulfly og vores alle sammens brasilianske hyggeonkel Max Cavalera klar med plade nummer 11. Rent line-upmæssigt er det ikke sket det vilde. Tidligere bassist Tony Campos er blevet skiftet ud med Mike Leon, der ellers normalt slår sine folder i The Absence. Den udskiftning skete sådan set samme år som Archangel udkom, så en nyhed er det ikke ligefrem. Det store spørgsmål er så, hvorvidt Soulfly har brugt de tre år på at hæve niveauet, eller om de bare føjer endnu en plade til bagkataloget.
Signaturretten er tilbage
Albummet lægger ud med titelnummeret ”Ritual” – et nummer, der fra det øjeblik det går i gang, skriger Max Cavalera. Væk er det her lidt ligegyldige thrashede metal med et halvhjertet forsøg på groove fra Archangel, og i stedet får vi en lektion i, hvordan Max Cavalera skruer ”den med groove” sammen.
Det er ligegyldigt, om han gør sig i Cavalera Conspiracy, Killer be Killed eller Soulfly, i alle tilfælde har han formået at skabe sig en signaturlyd, dog ikke altid med lige god effekt, hvis man kigger Soulflys bagkatalog igennem.
Nogle vil måske mene, det er den samme simple groove-opskrift, Max har brugt de sidste tyve år, der bliver padlet rundt i. Hvilket der også kan være en vis rigtighed i. Men på Ritual bruger Soulfly det nøjagtig som det er tiltænkt, og det fungerer bare.
Men ellers går det ellers over stok og sten på pladens 10 numre, hvad enten det er sammen med Randy Blythe på ”Dead Behind the Eyes”, på den tunge og meget dødsmetalliske ”Under Rapture”, der bliver gæstet af Ross Dolan fra Immolation, eller på den hurtige Motörhead inspirerede ”Feedback!”. Ingen af sangene falder på nogen måde igennem som værende dårlige, eller fordi de ikke passer ind. De har alle sammen et godt tag i den groovede lyd, Soulfly opererer inden for. Der er lige det sidste nummer, ”Soulfly XI”, der er et lidt jazzet world music-nummer. Men det er jo en tradition, at en Soulfly plade sluttes af på den måde.
Stammeelementerne, der manglede på foregående plade, har også fået en kærkommen genfødsel – desværre ikke i det omfang man kunne ønske sig. Albumåbner og titelnummer ”Ritual” har dem nærmest i overflod, og ”Blood on the Streets” starter med lidt indianerfløjte og slutter af med en omgang stammedans. Men ellers er det ret sparsomt på resten af pladen, der kunne man godt have spredt dem bare en anelse mere ud eller tilføjet flere.
If it ain’t broke, don’t fix it
Der er ingen tvivl om, at Ritual er en langt bedre plade end dens forgænger Archangel. Den retter op på mange af den foregående plades fejl og mangler og ender faktisk med at være noget af det bedste, Soulfly har udgivet de seneste år. Man kan diskutere, om Max Cavaleras groove-formel efterhånden ikke er ved at være lidt for brugt. Men så kan man også spørge sig selv, om AC/DC og Cannibal Corpses formler efterhånden ikke også er ved at være lidt til den slidte side. Faktum er: Soulfly har fundet formen igen og har stykket en ganske glimrende plade sammen, der er lidt fejl og mangler hist og pist, før det for alvor kommer helt op at ringe, men de er helt klart på rette vej.
