Madre de Dios!
Hvor og hvordan i alverden skal man starte, når det kommer til Selvans? Bandet startede tilbage i 2014, udgav sin debut i 2015, blev reduceret fra en duo til en solooptræden i 2019 og har nu her, i 2025, valgt, at tiden er inde til det endegyldige tæppefald. Det er selvfølgelig bare tidslinjen, som jo ikke siger noget om musikken, men efter at have hørt Saturnalia adskillige gange må jeg konkludere, at de mest beskrivende ord, man kan benytte sig af i forhold til Selvans’ sidste udspil, må være ”hvad helvede foregår der, og hvorfor stopper det!?”.
Operarejsen
Melodisk-avantgardistisk-symfonisk-prog-operette-black-dødsmetal er, muligvis, den mest præcise genrebetegnelse, og det siger vel egentlig alt. Albummets titel refererer til den romerske festhøjtid, hvor guden Saturnus blev hyldet. En fest dedikeret til kaos, hvor hele samfundet blev vendt op og ned, således at slaverne nu var herremænd, og vice versa – og som alt andet, der havde med romerne at gøre, så indebar denne fest naturligvis også druk og hor. Når man har lyttet til dette album, så er det svært at komme på en mere passende titel. For dét her album er kaos. Nok er det pompøst og storladent, men selvironien er så tyk, at man kan skære igennem den. Tag nu ”Madre dei Tormenti”, hvor den utroligt selvhøjtidelige intro bliver afbrudt af en ægte fuldemandsbøvs, før skønsangen ellers bryder igennem. Til tider sidder man med følelsen af at høre lydsporet til en ny Disneyfilm; andre gange bliver man sønderbanket af noget, der mestendels lyder som et musikalsk slagsmål mellem Fleshgod Apocalypse og Sühnopfer – og lige pludselig er det, som om man befinder sig i en territoriel konflikt mellem Emperor, Ghost og Magoyond. Den eneste røde tråd, der er i det her projekt, er den musikalske ekvilibrisme, for uanset hvad der spilles, og hvilket instrument Selvans hiver frem, så er resultatet helt igennem imponerende. Shredguitar? Yes, det kan han. Hammondorgel? Også det! Kirkeklokker? Ja, det skal vi også have med. Hvad med en stor, fed bassolo så? Så lad gå, den er på huset! Ja, jeg mangler såmænd bare Frederik Cilius og Allan Gravgaard ved min side, mens vi beskuer dette værk fremført på de skrå brædder, naturligvis med rigelige mængder prosecco til.
Men det er især de operetteinfluerede passager, der står stærkest og er med til at gøre det her værk til dét unikum, det er. Vi skriver ganske vist kun januar, men det vil alligevel overraske mig noget så gevaldigt, hvis der kommer et værk, der tager fusen på mig i en lige så stor grad.
Veni, vidi, vici
Men ak, dette er ikke bare afslutningen på den albumtrilogi, som begyndte tilbage i 2015, det er også enden på Selvans. Men sikke da et brag at gå ud på – wow! Det siges jo, at man skal stoppe på toppen, og dét må man sige, at Selvans gør. Men trods al min ros så mangler jeg et eller andet, for det her album er godt nok fantastisk, men det er ’kun’ en otter, og det er umuligt for mig at pege på, hvad det helt præcis er, der mangler. Hvis – og det er vist et enormt stort hvis – jeg nogensinde får muligheden for at opleve dette værk på en scene, ja, så er jeg sikker på, at det bliver en ti-ud-af-ti-oplevelse.
