Romersk folkemetal

Det er altid spændende at stifte bekendtskab med et folkeslags kulturarv gennem musik, og endnu mere når musikken og temaet er uløseligt forbundet. Den italienske symfonisk/folk/black metal-duo Selvans, dannet i 2014 fra asken af Draugr, har netop den effekt på mig. Det succesrige debutalbum Lupercalia fra 2015 tager sit navn fra en old-romersk festival, mens medlemmerne Sethlans Fulguriator og Selvans Haruspex begge tager deres efternavne fra en form for romersk spåmand (via lyn og dyreindvolde, henholdsvist). Opfølgeren Faunalia referer til en festival til ære for Faunus, en skovgud som både blev associeret med frugtbarhed og uhyggelige lyde i skovene. Spændende! Lad os komme i gang.

Langt ude i skoven

Faunalia har gjort op med de til tider håbefulde og overjordiske toner fra debuten, og gennem hele pladen er i stedet et skummelt udtryk af dyster surrealisme og mystik. Fra det første fløjtespil i indledningen ”Ad Malum Finem” og til det afsluttende regnskyl i ”Requiem Abrutii” er musikken fortrinsvis black metal med strejf af symfoni og folk, førstnævnte ved bidrag af korstemmer, orgel og piano, sidstnævnte ved brug af fløjte og tibia (oldgræsk form for fløjte). Hvad mere er, så er albummets lyriske tema hentet fra romersk/italiensk kultur, mens de spredte rene vokaler på albummet har en følelsesfuld og dramatisk karakter, som lyder særpræget italiensk. Faunalia besidder følgelig en stor sammenhængskraft, hvor den ene passage leder naturligt til den anden, og hvor historiefortællingen sjældent kommer i vejen for musikken.

Undtagelsen er den nærmest doomede ”Anna Perenna” (romersk gudinde for årets cirkulære gang), som på trods af klart at tilhøre indeværende album rummer meget lidt struktureret musik. Nummeret har sine øjeblikke, men gennem syv-og-et-halvt minut virker den hovedsagelig som et meget langtrukkent mellemspil. Foruden dette samt indledningen rummer albummet fire gennemtænkte og velkomponerede black metal-fortællinger, som både er anbefalelsesværdige i deres egen ret og i albummets helhed. Faunalia har en stor styrke på vokalfronten, hvor både Sethlans’ sang og Selvans’ growls er fornemt udtryksfulde. Albummets produktion er mere norsk end Lupercalias, men hvor f.eks. Anthems to the Welkins At Dusk besidder en vis klarhed, kommer guitaren her i druknefare i de mest voldsomme stykker. Til gengæld er alle korstemmer, synths og fløjter krystalklare, hvilket hjælper dem til at sætte deres tydelige præg på musikken, ligesom vokalerne har en prominent plads i mikset (hvorfra de medvirker til at overdøve guitarerne).

Identitetsrig black metal

Selv på trods af syv-og-et-halvt minuts semi-kedsommelighed i form af ”Anna Perenna” er Faunalia et imponerende værk af black metal, hvor symfoni-elementer benyttes til at forstærke musikken, og velvalgte stykker af romersk kultur og italienske musiktraditioner giver albummet en klar identitet. Stemningen er surrealistisk grænsende til det psykotiske, hvilket til dels opnås gennem velvalgte og forskelligartede afbræk fra blastbeatsne, men ikke længere end at musikken forbliver tro mod black metal-dyderne. Faunalia er et sikkert valg hvis du nød Lupercalia, og hvis ikke, så bør den ikke desto