En nævefuld … dollars?
‘Dynazty? Så mangler vi bare Dallaz, Zoap og The Young and the Reztlezz …! Man kunne måske godt foranlediges til at tro, at der her var tale om (endnu) en genindspilning af den intrigefyldte sæbeopera fra 80’erne om den stenrige ’familien Carrington’. Læg dertil, at vi skal helt tilbage til Bring the Thunder (2009) for at finde redaktionens første og hidtil eneste møde med det blågule dynasti. Ja, så vil det vel være en rimelig antagelse, at kendskabsgraden hos menigmand kan ligge på cirka samme sted som den gjorde for ’Clint’en’ inden gennembrudsrollen som ’Manden uden navn’(!). Nu skal vi jo ikke fortabe os i støvede celluloidreferencer, for vist hører Nils Molin og det øvrige firkløver ikke til på hylden med Eastwood, Forsythe og de andre ronkedorer fra en svunden tid. Snarere tværtom, fristes man endda til at tilføje, når snakken falder på nærværende hovedværk nummer ni, Game of Faces.
Dualistiske refleksioner
Noget af det første, jeg bed mærke i, da jeg gennemgik vores anmeldelse af føromtalte debutalbum, var den sønderlemmende kritik af intonationen hos frontmand Nils Molin. For sjældent har en sanger da haft så stejl en udviklingskurve. Foruden at være den direkte årsag til at kollegerne i Amaranthe, hvor Molin sideløbende slår sine folder, ikke er endt som et marginaliseret metervareband, så tilfører han vanen tro Dynazty både power, dynamik og appel. Elementer, der ellers alt for ofte synes at være i restordre, når bestillingen ligger i tværsnittet mellem finsk power og svensk/tysk hardrock.
I en rum tid har henholdsvis ”Call of the Night”, titelnummeret og ”Devilry of Ecstasy” figureret som singler på diverse streamingtjenester. Ud fra ekspertvurderinger må det antages, at netop disse skæringer burde besidde det største hitpotentiale. Men vi behøver som bekendt blot at referere til Nicklas Sonnes MGP-eventyr anno 2023 for at erindre, hvor lille et sted de kloge hoveders indsigt ofte kan ligge på. Lidet overraskende ligger guldet da i højere grad også gemt på ydersporene. Bevares, Molins delikate balancegang mellem frenetisk falset og viltre valkyrieskrig er bestemt besnærende. Og de sitrende keyboardflader såvel som de dansante riffs og C-stykker indeholder absolut også flere kalorier med substans, end hvad vi for nuværende finder hos fallerede kolleger som Kissin’ Dynamite.
Alligevel er det først på B-siden, at der for alvor bliver anledning til at rette sig op i lænestolen. Ikke alene får Härnsten Eggs trommer på ”Dark Angel” lidt velfortjent rampelys, men synes der ikke også at titte et par små rytmiske ’påskeæg’ frem med hilsner fra både ABBAs ”Dancing Queen” og ”Let It Go” fra Disney-filmen Frost?!? Desuagtet om det bare er mig, der har sprunget toppakningen, så sætter Dynazty herfra en regulær stime af memorable øjeblikke sammen: ”Fortune Favors the Brave” rækker ud efter guldet med gedigen sangskrivning, understøttet af albummets stærkeste kontraststykke. ”Sole Survivor” skriver sig dernæst ind i historiebøgerne som denne anmelders første anledning til at rose et rockorkester for at fremmane vibes insinuerende Italo Brothers. Ja, for filen, dem med ”Stamp On The Ground” (et eller andet MÅ være kortsluttet!). Det foresvæver mig i hvert fald at være den eneste rationelle forklaring på, at jeg sidder og nynner Manowars flødeovertrukne “The Fight for Freedom”, alt imens ”Dream of Spring” præcederer konkluderende ”Mystery”. Og når nu vi taler om svulstige klicheer, så siger jeg ikke, at man har planket grundrytmen fra ”Primo Victoria” tilført et ikke uanseligt pift af Powerwolf … Jeg siger blot, at man godt kan fornemme, der tidligere har været delt tourbus med både Brodéns bataljon og gejstligheden fra Saarbrücken anført af ærkeulven Attila Dorn.
Medrivende maskerade
Normalt ville jeg skose for excessiv brug af skabeloner, men Dynazty må siges at have fundet formlen, der giver Game of Faces en overraskende høj genlytningsværdi. Albummet skal dog i rotation over de næste par sæsoner for kunne komme i betragtning som andet og mere end endnu et hæsblæsende kontinuitetsværk. Med det sagt, så er Molin blændende som altid. Produktionen er godt nok meget moderne, men formår alt andet lige at favne de dramaturgiske armbevægelser fra især guitarer og keyboard. Så altså, stadig tidligt på året, jovist. Måske også lige knap og nap på niveau med Titanic Mass eller Firesign. Men ikke desto mindre en habil rockudgivelse i den absolut anbefalelsesværdige ende af skalaen anno 2025.
