Portnoy is back, baby …
Heavymetal.dk har lige fejret sit sølvbryllup – 25 år med riffs, råberi og røverhistorier. Som en del af festlighederne tog vi en nostalgisk tur tilbage til 1999 og anmeldte adskillige albummer, som tilfældigvis også fyldte 25 år. Et af dem var Dream Theaters Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory, som jeg anser lige så ikonisk som at se en Harley, der banker ned ad en støvet landevej. Hvis man læste min anmeldelse af denne prog-perle, så ved man allerede, at jeg har et ømt punkt for Dream Theater – især deres ældre plader. Men lad os spole lidt frem til nutiden, hvor jeg fik en nyhed, der fik mit metalhjerte til at slå dobbeltpedal: Mike Portnoy er tilbage! Jep, den gamle grydemester, der forlod bandet efter Black Clouds & Silver Linings, er vendt hjem for at svinge køkkenudstyret. Mit første instinkt? ”Det her kan ikke gå galt!”. For lad os være ærlige, Portnoys præcise, kreative og ofte uforudsigelige trommespil er en af de mest væsentlige årsager til, at Dream Theaters klassiske albummer stadig figurerer på alverdens playlister. Har Mangini gjort det godt? Uden tvivl. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om mine forventninger var urealistiske. Har Dream Theater efterhånden for mange år på bagen, eller kan de trylle en Judas Priest frem trods alderen?
The night is dark and full of terror
Som vanligt giver Dream Theater os et langt album med Parasomnia – denne gang på 71 minutter – hvor nattens ukontrollerbare hændelser som mareridt og søvngængeri er i fokus. Natten er lang og ofte skræmmende, det fik Game of Thrones de fleste overbevist om, og det er næppe tilfældigt, at både Parasomnia-coveret og det fra Images and Words (1992) viser en pige i natkjole. For ukontrollerbare drømme er et gennemgående tema på begge udgivelser. Jeg var på forhånd skeptisk over for LaBrie, hvis vokalniveau har været støt dalende de seneste år. Men på Parasomnia lyder han faktisk ganske godt. De højeste toner bliver ikke ramt som i de unge dage, men pladen virker bevidst opbygget til at bakke ham op. Førstesinglen ”Night Terror”, som min kollega genialt beskrev som en bizar blanding af Mayhems ”Freezing Moon” og en progget version af Osbournes ”Bark at the Moon”, er mørk og dragende. Med Portnoys eksplosive trommespil lyder det næsten som en genoplivning af Awake-albummet. Nummeret er sammen med balladen ”Bend the Clock” pladens højdepunkt, for desværre er resten af udgivelsen plaget af bandets største og evige tilbagevendende problem: Der er for meget navlepilleri og for lidt selvredigering. Lyden har ganske vist fået et løft af Portnoys tilbagevenden, men paradoksalt nok ender slutresultatet alligevel meget lig det sædvanlige.
Den instrumentale åbner ”In the Arms of Morpheus” beskriver dette meget godt: fem minutters ordløs intro, der kunne være klippet ud fra et hvilket som helst af deres tidligere albummer. Jovist, der er smuk guitar – men har det nogen relevans? Det føles som et deja-vu , ingen bad om. Heldigvis kommer ”A Broken Man” hurtigt til undsætning som pladens reelle første nummer og genopretter noget af troen. Dette er uden tvivl et af bandets tungeste numre i lang tid, og det åbner med en vild, hjertebankende trommesolo, der straks sætter en uhyggelig og truende stemning. For en knækket mand kan finde på alt! Men, og der er altid et men, bandet får ikke bundet en ordentlig sløjfe på nummeret. Soloer afløser hinanden alt for længe, og før man ved af det, begynder ens egne tanker at vandre andetsteds hen. Dream Theater leverer som altid uovertruffen teknik, men ligesom på A View From the Top of the World mangler spændingen til tider. Hvis blot man havde skåret lidt mere ind til benet, så havde Parasomnia stået langt skarpere. Dette gælder også afslutningsnummeret ”The Shadow Man Incident” på knap tyve minutter, som mestendels er et solidt nummer, men som ville have været pissefedt, hvis det var skåret ned til det halve.
Intet nyt under sol … månen.
Er du allerede Dream Theater-fan, er Parasomnia et solidt album med alt det velkendte: imponerende soloer, komplekse kompositioner og en tematisk rejse. Men hvis du ikke er solgt på dem i forvejen, er der intet nyt under månen. Trods den mørkere tone falder bandet igen i den samme fælde – en evig stræben efter at overgå sig selv. Der mangler selvredigering, og, som på deres seneste udgivelser, markante højdepunkter undervejs. Førstesinglen ”Night Terror” er uden tvivl albummets bedste nummer og muligvis det bedste i mange år, men ét stærkt nummer er ikke nok til at bære albummet. Til det er natten simpelthen for lang …
