Som en Fugl Føniks

Vi bliver lige nødt til at starte denne anmeldelse med en lektion i rockhistorie. I slutfirserne og starten af halvfemserne var Queensrÿche et af de mest succesrige progressive metal bands. Deres musik var på en og samme tid sofistikeret og let tilgængelig. Med den utroligt dygtige sanger Geoff Tate og den ligeså dygtige guitarist Chris DeGarmo i front udgav de siden deres debut-EP fra 1982 den ene solide klassiker efter den anden, deriblandt mesterværkerne Operation: Mindcrime og Empire samt den mere eksperimenterende Promised Land. Kreativt var bandet i denne periode ikke til at slå. Så udgav de i 1997 Hear in the Now Frontier, der bød på en tynd omgang grunge-inspireret alternativ rock. Og siden da gik det bare ned ad bakke for bandet. DeGarmo forlod den synkende skude ret hurtigt, og Queensrÿches output var, med enkelte undtagelser, ikke værd at skrive hjem om. Det engang så fantastiske progressive metal-band havde nu udviklet sig til et kedeligt moderne rockband med enkelte elementer fra alternativ metal og grunge. DeGarmo var væk, og Tate havde totalt overtaget styringen af bandet. I sommeren 2012 fik de andre medlemmer i bandet endelig nok af Tate og gav ham sparket. Tate, der mente, at Queensrÿche var lig med ham, har svaret igen med et sagsanlæg, hvori han gør krav på Queensrÿche-navnet. Da sagen ikke er afsluttet endnu (den skal for retten igen her til november) er vi i den irriterende situation, at der nu er to bands med navnet Queensrÿche. Det ene består af Tate og en broget skare af rockmusikere, som han har hyret. Det andet består af de oprindelige Queensrÿche-medlemmer Scott Rockenfield, Michael Wilton og Eddie Jackson, samt den relativt nye guitarist Parker Lundgren og den nye sanger Todd La Torre. Tates version af Queensrÿche, i folkemunde kaldet Tatesrÿche, var først på banen med et album i form af det miserable makværk Frequency Unknown, som var dårligt produceret og bød på mere kedeligt alternativ metal. Nu er det andet Queensrÿche så på banen med at album, som de simpelthen har kaldt Queensrÿche, og spørgsmålet er så, om det er ligeså elendigt som Tatesrÿches Frequency Unknown.

Og her må man sige, at Queensrÿche på ingen måder skuffer og på alle måder slår Frequency Unknown. På Queensrÿche har Wilton, Rockenfield, Jackson, Lundgren og La Torre fundet den gamle Queensrÿche-lyd frem fra gemmerne igen. Albummet har mere tilfælles med Operation: Mindcrime, Empire, Rage for Order og The Warning end med deres post-1997 output. Med andre ord, Queensrÿche er tilbage! Det, der skulle til, var åbenbart at skille sig af med Tate og så få noget nyt blod ind istedet.

I hvert fald har man fundet synkronguitarerne frem igen samt det klassiske metal-drive fra den første EP og The Warning. Og den sofistikerede tilgang fra Rage for Order, Operation: Mindcrime og Empire er også tilbage. Dette betyder, at lytteren bydes på heavy metal, der er melodisk og let tilgængeligt, men samtidigt mere avanceret og sofistikeret, end man måske lige lægger mærke til. Der er masser af lag, og der favnes bredt, men samtidigt er kompositionerne utroligt målrettede og kompakte. På numre som "Spore", "Redemption", "Vindication" and "Fallout" er de tunge riffs, der karakteriserede den tidlige Queensrÿche-lyd, i højsædet, og alle numre byder på store omkvæd, der brænder sig ind i hukommelsen, og som man sagtens kan nynne med på. Queensrÿches bløde side bibeholdes også, hvilket blandt andet høres i versene på "Where Dreams Go to Die". Wilton, Rockenfield og Jackson viser, at de bestemt sagtens kan skrive rigtig Queensrÿche-musik uden DeGarmo og Tate, og så har både Lundgren og La Torre deltaget i sangskrivningen - Lundgren har skrevet store dele af "Where Dreams Go to Die" - og La Torre har bidraget med både musik og lyrik til mange numre på skiven.

Både sangskrivnings- og performance-mæssigt kan man ikke sætte en finger på Queensrÿche. Sangene er velkomponerede, og de spilles overbevisende og solidt af bandets instrumentalister. La Torres stemme kan sagtens hamle op med Tate, da han var i sin storhedstid, og La Torres versatile sangstil og overlegne sangteknik er bestemt med til at gøre, at Queensrÿche lyder som Queensrÿche. Produktionen er kompakt, men samtidig storladen, og hundrede gange mere professionel end Frequency Unknown - og man har faktisk fundet en produktion, der minder en smule om Operation: Mindcrime og Empire. Så, jeps, Queensrÿche er genfødt. De er tilbage, som en Fugl Føniks. Men der er ikke tale om en udgivelse, der kun er tilbageskuende. Der er simpelthen bare tale om et band, der endelig har fundet sig selv igen, og som nu er klar til at træde ind i en ny æra af kunstnerisk storhed.

Der er ingen tvivl om, at for mig har Tatesrÿche ikke noget med Queensrÿche at gøre. Det er Queensrÿche, der lyder som det, jeg forbinder med rigtig Queensrÿche. Jeg håber virkelig, at Wilton, Rockenfield og Jackson vinder rettighederne til at bruge Queensrÿche-navnet, for - hvis man sammenligner Queensrÿche og Frequency Unknown - så byder Wilton, Rockenfield, Jackson, Lundgren og La Torre simpelthen på bedre, og mere Queensrÿche-agtig, musik end Tatesrÿche.

Redemption var det første nummer, der blev offentliggjort fra skiven og viser, at bandet er tilbage i storform: