Ikke så slemt som frygtet
Lad mig sige det straks: Jeg er en stor fan af Queensrÿche, og det både med Geoff Tate og med Todd La Torre på vocals. Siden deres opstart i 1980 har progrockerne fra Seattle frembragt mange ekstremt gode sange. Nu er de klar med deres 16. studiealbum og det fjerde med Todd La Torre i front. Med stor glæde kan jeg meddele, at Digital Noise Alliance trods det lidt underlige navn er betydeligt bedre, end musikvideoerne til singlerne lader forvente. Bandet har gennem årene haft op- og nedture med deres storhedstid i 1980’erne og det legendariske konceptalbum Operation: Mindcrime fra 1988. Da guitarist og medstifter Chris DeGarmo forlod bandet i 1997, gik det ned ad bakke for kvintetten rent musikalsk. Med Todd La Torre som sanger kunne man igen se en smule lys for enden af tunnelen: Albummet Queensrÿche fra 2013 kan sagtens matche Rage for Order og Empire, men den aktuelle udgivelse er ikke helt så overbevisende.
Empire 2.0
Digital Noise Alliance er et album, der følger direkte i hælene på The Verdict fra 2019, og Todd La Torre & Co. holder sig igen meget tæt til den klassiske Queensrÿche-lyd, som man kender den fra 1980’erne. Til tider virker nogle af sangene dog lidt for meget som et forsøg på at genskabe deres storhedstid, fx lyder “Forest” og “Hold On” som “Silent Lucidity” 2.0. Og i “Tormentum” kan man høre en typisk talesekvens, som man kender dem fra både Mindcrime og Empire. Lydmæssigt minder skiven altså om det klassiske Queensrÿche-lineup; lyrisk har de dog taget et skridt væk fra politiske emner, og de beskæftiger sig med mere abstrakte emner som sorg og angst. Endnu mere abstrakt er det billedsprog, de bruger: “Rainbows, they only laugh when you cry” - det giver ikke helt mening, men det lyder da fedt nok. Albummet kører videre i den kendte rille med en række sange, der ikke er dårlige, men heller ikke er noget specielt. Digital Noise Alliance afsluttes mærkværdigvis med et cover af Billy Idol-nummeret “Rebel Yell”, som hverken i lyd eller valg af tema passer til resten af sangene. Man forstår ikke rigtig, hvor det kommer fra, og hvorfor det er med, men Todd gør det godt som Billy-imitator, og på den måde bliver albummet ikke helt intetsigende.
Men nu vil jeg ikke gøre det dårligere, end det er; der er skam også nogle fede tunes på albummet. “In Extremis, “Chapters” og “Lost in Sorrow” mestrer den klassiske Queensrÿche-lyd og kunne uden problemer finde plads på en 1980’er-plade.
Hvis man også kort kaster et blik på albumcoveret, kan man se det sædvanlige Queensrÿche-logo, men denne gang med en DNA-streng i stedet for en spids. Sjovt nok er DNA også et akronym for Digital Noise Alliance. Et tilfælde? Næppe.
Et par store sko at udfylde
På albummet bliver musikerne meget i deres komfortzone, hvilket er lidt ærgerligt, da man ikke kan benægte, at vi har med en samling excellente folk at gøre: La Torre har en fantastisk stemme, og både Mike Stone, der er tilbage på guitar, og Michael Wilton er fremragende guitarister. Eddie Jackson lægger som sædvanlig en fed bassline, mens Casey Grillo formår at tromme lige så godt, som Scott Rockenfield gjorde det i bandets prime. Det er unægteligt et stærkt lineup, men på grund af de relativt anonyme sange tvivler jeg på, at dette album vil skaffe Queensrÿche nye fans. Retfærdigvis må man sige, at det ikke altid er let at leve op til tidligere tiders genistreger.
