Kaffe og kage – frem og tilbage

Den koreanske duo Visceral Explosion har lavet musik siden 2020 og er af den nye slamskole. Dette er deres andet fuldlængdealbum, og de har desuden produceret tre singler og en enkelt ep. Så det er ikke fokus eller produktivitet, der mangler – men hvor vigtigt er det egentlig? Bare se på, hvad enmands-frognoiseartisten Phyllomedusa har produceret i forhold til kvaliteten. Der er også langt mellem snapsene for Visceral Exploision, der trods den ulækre titel Sanguineous Hymns for Disembowelment og de mange talenter ikke får flyttet mange grænser i en ellers grænsesøgende genre.

Et får forklædt som ulv

Visceral Explosion leverer uforvansket slamming brutal death metal, eller bare slam, det står ikke til diskussion. Bare lyt til den vokal, der lyder som en blafrende omgang morgentoilette, de stramme lilletrommehyperblasts (omend programmerede), der efterfølger et breakdown, eller de uendelige, groovy downtempo-riffs. Men der er alligevel noget ved Sanguineous Hymns for Disembowelment, der får mig til at trykke på snoozeknappen og tage en ekstralur. Numrene er næsten alle komponeret efter den gamle musikskoleopskrift: intro, vers, kor, vers, kor, bro, og det skaber uden tvivl genkendelighed og gør det nok også nemmere at arbejde med i den kreative proces. Problemet er bare, at slam hverken skal være ensformigt eller let at arbejde med. Det, der efter min mening gør en slamsang god, er, når den udfordrer både anstændighed, og hvordan man komponerer musik. Eller som Deadpool ville sige, før han begiver sig ud i en fuldstændig åndsforladt farlig situation: ’Maximum effort’, som i modsætning til minimal anstrengelse fordrer konstant at være på tæerne og nyskabe genren. Jeg har for eksempel til dato ikke hørt template kompositioner i slam som dem, Visceral Explosion leverer. Her er et sejt navn og dygtige musikere, der rammer genren, ikke nok.

På nær ”Fornication with Lacerated Womb”, som faktisk fungerer, måske fordi der både er riff, vokal variation og downtemposekvens efter slams til at skabe en solid fremdrift. Gid hele albummet var lige så fyldt af gode idéer. Desværre er det undtagelsen, og det samlede indtryk af udgivelsen får hurtigt interessen til at dale.

Produktionen er ellers sprød, vokalarbejdet er virkeligt dygtigt, om end en anelse ensformigt, og de tunge grooves og dansende feedbackkrøller burde kunne flå fjæset af.

Minimal anstrengelse

Jeg vidste ikke, at der fandtes slam med dygtige musikere, som jeg ville kede mig gudsjammerligt ved at høre. Det har Visceral Explosion desværre ændret på.

Det trælse i dette album er vitterligt på trods af potentialet, men fordi det er lagt i en uendelig kedelig ramme, bliver det fantasiløst og alt for normkontrolleret. Det er ærgerligt, for Visceral Explosion har faktisk vist, at de godt kan være kreative og provokerende, for eksempel med deres to første singler, All Day Diarrhea og Cadaveric Spasm, som begge bar løftet om fede ting trods de lidt flade, programmerede trommer. Kom igen.

Indtil de tager sig sammen, eller hvis man har lyst til at høre noget kernestof indenfor slam, kan man fornøje sig med noget Gorepot, .357 Homicide eller Guttural Slug.