Skidt eller kanel?

Tyske Membaris er nogle gamle drenge, men også nogle sløve drenge. Siden 1999 har gruppen fra Limburg spillet Immortal-influeret black metal, men trods de mange år, ja, så er det ikke blevet til mere end fem album, seks med Black Plasma Armour. Men hastværk er, som bekendt, lastværk, og kunst tager tid. Spørgsmålet, der dog så umiddelbart melder sin ankomst, er, om dette værk nu også er kunst, spild af tid eller et kedeligt sted midtimellem.

Tom Hardy & jazz

Det er fem år siden, Membaris sidst udgav musik, og albummets titel får mig til at tænke, at de har brugt tiden på at se Tom Hardy vælte rundt på det store lærred iført et snakkesaligt og særdeles slimet rumvæsen – alt imens de røg sig helt ned og lyttede til jazz. For jo, jo, den overordnede ramme er da stadig melodisk og riffdreven black metal a la Immortal, men der har godt nok sneget sig en del andre elementer ind, som ikke før har været til stede. Hvor forgængeren, Misanthrosophie, havde et større fokus på guitarsoli samt den klassiske hedenske lyd, som tysk black metal så tit inkorporerer, så er Black Plasma Armour en lidt anden størrelse.

Albummet er spækket med skæve basrytmer, underlige små, skæve guitarmelodier og andet spas, der mestendels får en til at tænke mere på en tilrøget klub i New Orleans end en fugtig kælder i Oslos industrikvarterer. De hedenske elementer er dog stadig til stede, men de spiller så afgjort andenviolin nu og er primært repræsenteret qua råbevokalen; hvem end af de to sangere, der så leverer den. Kombinationen af hedensk melodisk black metal og skæve jazzrytmer fungerer faktisk bedre, end man skulle tro – og et endnu mere kompetent band end Membaris kunne måske få en reel karriere op at stå på dette musikalske fundament. Desværre er dette tyske ensemble ikke helt selvsikre nok, eller kompetente nok, til for alvor at jonglere med så tunge bolde, uden at de taber dem nu og da.

Sympatipoint – den slags point, ingen vil have

Ganske kort kan Black Plasma Armour opsummeres således, at det er den slags værk, der – efter en gennemlytning – får en til at trække, kortvarigt, på smilebåndet, hvorpå man glemmer alt om det. De skal da afgjort have nogle point for at tænke ud af boksen og prøve noget helt nyt – ingen tvivl om det. Men i og med det endelige resultat er så kluntet, som det er, så er det mestendels sympatipoint, de får – hvilket ingen jo reelt set vil have.