Det her virker bekendt …
Kombinationen af ordene ’amerikansk’ og ’dødsmetal’ får automatisk en til at tænke på bands som Cannibal Corpse, Death, Deicide, Nile og Obituary. Hvad det dog ikke får en til at tænke på er originalitet eller innovation – hvilket både bandnavn og albumtitel da også cementerer. Deadspawn startede tilbage i 2009, men har tydeligvis ikke haft mere travlt end som så, for først her i det herrens år 2025 er kvartetten klar med deres andet album, nemlig Bile of the Gods. Men trods hvad der tyder på at være en galoperende mangel på både fart og nytænkning, så kan der jo snildt være masser af guld at finde på netop denne skive.
Hold nu kæft og spil!
Der er absolut ingen tvivl om, at Deadspawn er et amerikansk dødsmetalband; det understreger de igen og igen i løbet af den lille halve time, som albummet varer. Men de er også glade for europæisk ekstremmetal. Tag nu bare albummets åbningsnummer, ”Unsleep”, hvor det hurtigt står klart, at klokken er slået kvart i Behemoth. Helt overordnet formår bandet at drysse elementer af bands som Behemoth, Hate, God Dethroned og sågar Naglfar ind i mixet – og det fungerer ganske fint. De tilføjer endda diverse melodiske passager hist og pist, som pointerer, at de fire amerikanere også synes, Dissection var knæhøj karse. Desværre er det deres trang til at hylde den amerikanske 80’erdød, der holder dem tilbage. De sumpede guitarriffs, der aldrig rigtigt kommer op over 100 bmp, og de enerverende papkasseblastbeats gør dem absolut ingen tjenester. Faktisk spænder de ben for dem selv ved at være så ærkekonservative i deres sangskrivning. Der er masser af potentiale og endda også en håndfuld gode ideer på Bile of the Gods, men bandet mangler gåpåmod samt panache. For hver god ide er der fem dårlige – og det er altså ikke et regnestykke, der går op. Ligeså er vokalisten, Curt Durocher, ikke specielt spændende at lytte til. Hans teknik er mangelfuld, og hans growl dybt unuanceret – her havde en vokalist med en lysere, mere ilter vokal matchet musikken bedre. Dog skal de have ros for at vide, de ikke er den type band, der kan slippe afsted med diverse introer/outtroer – eller numre med omtrent lige så mange vers som en gennemsnitlig Brorson-salme. Bandet opererer tydeligvis efter den klassiske parole ’hold kæft og spil’, og det er egentlig utroligt forfriskende. Eller, det er da det indtryk, man får, lige indtil man støder på det instrumentale nummer ”Catharsis” … suk!
Bollerne er melede, og suppen er kold
Jeg tvivler på, at Deadspawn bliver de næste … ja, nogen som helst. Ganske vist har de allerede udgivet et livealbum, hvilket er dejligt arrogant, når man næppe har flere fans, end der kan være bag i en gennemsnitlig Citroën Berlingo. Det her band stinker simpelthen for meget af drengehygge, og det er fint – endda skønt. Men det er også useriøst. Hvis Deadspawn nogensinde skal opnå en status, der er højere end ’hey, ham der gik jeg sgu da i gymnasiet med – grineren!’, så skal der virkeligt andre, større, bedre og markant mere spændende boller på suppen, som i øvrigt også mangler saft og kraft!