Lys i mørket

Forestil dig det: Nattens stjerneløse mulm omslutter landskabet, og mørkets blytunge tyngdedyne presser mod øjnenes iris. Vi er faldet fra episke højder og landet i den dybeste afgrund af blastbeats og screams, hvor intet lys trænger ned. Og så alligevel. En enkelt solstråle gør oprør mod mørket, når spæde klaverakkorder sniger sig frem, og et klassisk kor får i glimt solen til at gennembryde de tunge, mørke natteskyer. Sammenblandingen af klassiske, melodiske elementer og powerinspireret dødsmetal skaber et changerende skyggelandskab på albummet Rituals Of Resilience af det finske band Voidfallen, som blev dannet af Tommi Kangaskortet og Henri Vuorenmaa i 2019. Voidfallen forstår at skabe et kontrastfyldt lydbillede præget af caire obscure mellem lyse og mørke tonearter. Det er et velafprøvet, stilistisk greb – men spørgsmålet er, om det er nok til at skabe et sammenhængende album med konsekvent kvalitet, eller om det bliver for ensformigt i længden.

Døden var blot en maske

Maskeballet er åbent, og du er inviteret med. Voidfallen skuler ud gennem glughullerne på dystre dødsmasker på albummets promobilleder. Både jernmaskerne og blikkene bag dem bærer samme tyngde som den musikalske hammer, der snart rammer øretrommens paukeskin. Selvom Voidfallen har dækket op til en dødsrite, fremstår albummet med sit episke kor og hurtige riffs dog mere som powermetal. Sange som “The Mourning Shores” har en næsten cinematisk kvalitet, og man kunne snildt stige i stigbøjlen og ride ud på togt til tonerne af “Thread With The Ghosts”, mens blastbeats tordner som gungrende hestehove. Det indebærer et vist forventningsbrud for den lytter, som havde beredt sig på døden. Albummet fremstår ellers relativt habilt, når man først har fået omsadlet øregangene.  

Hvis man har hørt ét nummer fra albummet, har man dog hørt dem alle. Det bliver allerede tydeligt på albummets indledende nummer, “Threads of Blood”, hvor klaverakkorder er skinnende lysglimt i en mørk å af brakvand, der fører lytteren med som et blad i en strømhvirvel ud mod guitarriffenes bølgehav. Vuorenmaa fletter opad- og nedadgående skalaer sammen til en episk lydtrappe. Desværre fører denne trappe hurtigt tilbage til udgangspunktet, og man har følelsen af at gå i ring. Lauri Honkolas damptromleflade vokal, hvis tonalitet hverken svinger sig opad eller nedad, hjælper ikke just på sangenes monotoni. Stemmerne fra et episk kor gør sange som “Ritual of Resilience” mindre endimensionelle, men idet koret indgår på alle albummets sange, er genreblandingen og opskriften på temposkiftene så gennemtrampet efter tredje sang, at man ikke længere benoves over den. Selvom man har lavet verdens bedste pandekageopskrift, så gider man ikke spise pandekager hver dag, og der mangler variation i sangenes komposition. 

Højt at flyve, ikke så langt at falde

Man bliver ikke just himmelfalden over Voidfallens andet album, og særligt Honkolas snævre stemmeomfang forringer kvaliteten. Selvom der er fin harmoni mellem de klassiske, melodiske elementer og metallen, så fremstår sangene relativt simple og for minimalistiske i deres musikalske udvikling. Man savner større udsving i form af højere oktaver, lavere growls, mere dybde på bassen og i det hele taget mindre power og mere død. Hvis Voidfallen i fremtiden klarere definerer deres genreudtryk og inkorporerer mere variation, kan de dog flyve højt og for alvor falde ned i afgrundens altomsluttende mørke.