Uberørt af tidens fremskridt
Småsten knaser mod spadens metal i mødet med jordens frostknitrende kølighed. Du har gravet siden den årle morgen, og armmusklerne føles gennemflænsede. Endeligt åbenbarer den sig af muldens mørke, og gensynet tænder glædesbål i øjnene: Din tidskapsel, som du nedgravede i 80’erne sammen med din ungdom. I tidskapslen finder du knækkede nitter, en battlevest bestående af større mængder sytråd end patches og Destabilizers nyeste album, Monopoly on Violence. Det er et overraskende fund, for bandet hævder at være dannet i 2020 i Horsens. Ifølge bandet har de en “gør det selv”-mentalitet – og det kan høres, for albummet lyder, som om det er optaget i naboens carport. Monopoly on Violence fremstår således som en autentisk tidslomme af ærlig 80’er-thrash. Den ene mands thrash er den andens treasure, og spørgsmålet er, hvilken af disse kategorier albummet falder i.
Måske skulle vi bare gå hjem
“Thrash or Fuck Off” er titlen på albummets tredje sang. Hvis det er sådan her, moderne thrash lyder i dag, virker “fuck off” som den bedste valgmulighed. Vokalen minder om King Diamond med en seriøs omgang halsbetændelse, relativ diskant og uden den store bundklang. På sange som “Kommander” virker vokalen dog til at have drukket en tiltrængt kop ingefær-te, og det indebærer en klar forbedring, når den bliver en anelse dybere og langsommere. Af og til forekommer der diskrepans mellem det instrumentale og vokalen, fordi der er en lille margin i rytmen, hvor de ikke følger hinanden, men afstanden er ikke stor nok til, at det virker som et overlagt stilvalg.
Der er dog en vis charme over særligt det indledende nummer, “Easy Prey”, der fint kunne agere soundtrack til en 80’er-slasher komplet med synth og kvindeskrig. Hvis man accepterer albummet som en nostalgisk dyrkning af tidligere tiders thrash, har det således et vist potentiale. Ligesom alle D-filmene i Bad Movie Club har charmeret sig ind på cineasterne i Husets Biograf, skal albummet nok finde sit publikum, for hvem dets musikalske mangler blot er udtryk for en ærlig æstetik. Undertegnede bliver dog ikke en del af dette publikum. Albummets samlede kvalitet kunne højnes ved at variere tracklisten og forkorte sange som “Monopoly of Violence”, der trods sit fængende omkvæd er tre minutter for lang. De pletvise guitarsoloer er fint udført, men glider mest af alt blot forbi rytmerne som pausefisk, der unødigt forlænger numrene.
Småt brandbart
80’erne ringede for at få sine læderbukser og lange lokker igen, men fortrød og lagde på, da begge dele var for tyndslidt. Selvom det er charmerende at dyrke fortiden, må produktionskvaliteten gerne afspejle moderne tider. Man fristes til at tænke, at tiden er ved at løbe fra thrash, og at det måske mest skal til sortering som småt brandbart.
