Dansk thrash anno 2021
Dansk thrash metal lever måske nok et stille liv, men en gang imellem formår den for alvor at gøre sig bemærket: Artillery har for længst cementeret sin status som en institution i dansk thrash, Hatesphere har gjort noget af det samme, og inden for de seneste år har en hel del yngre bands også meldt sig under fanerne. Det gælder ikke mindst Killing og Demolizer, det gendannede Avarice, døds-thrasherne Terminalist og Endarken samt det mere rockede Deterium. Og nu er endnu en gruppe altså klar til at slutte sig til denne række af thrashede bands, nemlig trioen Destabilizer fra Horsens. Bandet blev dannet i efteråret 2020, debuterede kort efter med ep’en Rampage, og allerede her i september smed de endnu en udgivelse på gaden: ep’en Panopticon. Der er virkelig fart på de herrer her!
En lille og hurtig sag
Og fart er egentlig et meget godt ord til at beskrive, hvad der sker på Panopticon. I løbet af de bare elleve minutter, ep’en varer, bliver lytteren ført igennem tre intense numre, hvor trommerne hamrer af sted, guitaren leverer simple, men effektive riffs, og forsanger Thomas både råber og galper. Det er thrash, som vi kender den – uden så mange dikkedarer eller vilde eksperimenter. Produktionen er også holdt på det laveste: Den er skramlet og aggressiv, på ingen måde poleret, og udtrykket er derfor ganske autentisk. Der bliver nikket til både Slayer og Exodus – ja, for Exodus’ vedkommende på flere måder. Det vender vi tilbage til.
Destabilizer opfinder med andre ord ikke den dybe thrash-tallerken, men mindre kan også gøre det. Bandet spiller nemlig fortrinligt, de tre numre lyder godt, og det er tydeligt, at herrerne bag ikke er helt uerfarne – for eksempel har trommeslager Kenneth Terkelsen fortid i Persecutor, og forsanger Thomas Haxen svinger også bassen i Horned Almighty og Sylvatica. De gesjæfter forklarer jo nok, hvorfor Destabilizer er så hurtige til at udgive materiale, og hvorfor deres sange er temmelig godt skruet sammen.
Pladen skydes i gang med titelnummeret, det virkelig solide ”Panopticon”. Niels Sonnes guitar fræser af sted, trommer og bas skaber et godt fundament, og Haxens vokal er rå og råbende. Omkvædet krydres med en smule korvokal, og to tredjedele inde serveres en hidsig guitarsolo. Sangskrivningen fejler som sådan ikke noget – nummeret fungerer pissegodt – men det er også en smule til den forventelige side. På ”Tithe” går bandet i kødet på den amerikanske rigmandsprædikant Kenneth Copeland, og gruppens politiske budskab er ikke til at tage fejl af. Nummeret byder derudover på tunge trommer og god intensitet, men er ikke helt så fængende som sin forgænger. Til sidst får vi den åbenlyse hyldest til thrashens guldalder: et cover af Exodus’ ”A Lesson in Violence”, oprindelig fra klassikeralbummet Bonded by Blood fra 1985. Destabilizer fortolker nummeret på flot vis; der er masser af fart, intensitet og thrashet attitude.
Et spændende band med potentiale til mere
Efter elleve minutter er ep’en slut, og selvom alle skæringer fungerer fint, og pladen er både vellydende og velspillet, kan jeg ikke lade være med at have forventet en smule mere: Hvor er det overraskende, det skæve eller det for alvor provokerende? Og hvorfor er der ikke mere materiale? De tre numre er slet ikke nok til at stille sulten! Panopticon er således en kompetent plade – ep eller single – fra et kompetent band, men man kunne ønske, at der var flere sange, og at de var en smule mere originale. Jeg tror, Destabilizer har mere at byde på!
