Unreqvited  - Pathway to the Moon

Pathway to the Moon

· Udkommer

Type:Album
Genre:Atmospheric Post-Black Metal

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvis en blackmetaller skulle dyrke yoga

Enmandsprojektet Unreqvited har siden debuten Disquiet i 2016 markeret sig som et særegent projekt, der balancerer mellem post-black metal, shoe- og blackgaze samt filmiske lydlandskaber. En yderst produktiv herre, der nu er ude med sin – og hold nu fast – syvende fuldlængde. Måske det hjælper på udgivelsesraten, at der ikke er så mange astronauter på rumraketten. Bag projektet står canadiske William Melsness, der på Pathway to the Moon leverer en drømmende, melankolsk rejse ud i atmosfæren. Det er ikke noget musik, du sætter på for at løfte de ekstra kilo til træningen eller for at komme i feststemning. Til gengæld så tror jeg, det er genialt at meditere, dyrke yoga eller sågar falde i søvn til!

Storladne højdepunkter og søvndyssende dødvande

Det er altid vigtigt, i hvert fald for undertegnede, at der er en god opbygning og en rød tråd i et stykke musik. Det bliver nærmest mere og mere vigtigt for hvert minut, der lægges til et nummer. Hvilket også gør sig gældende for enmandsorkesteret her, hvis sange på skiven hovedsageligt varer mellem fem og 10 minutter. Det er "The Antimatter" et pragteksempel på og er en hel rejse i sig selv. Samtidig sætter det virkelig tonen for, hvad canadieren har at byde på. Det er en kombination af den desperate, melankolske og hæse vokal og de filmiske, storladne strygere, der leder tankerne hen på et mørkt univers a la Tim Burtons. Det er den gradvise eskalering i intensiteten med vekselvirkningen mellem en lydmur af lag på lag af guitar og trommer og følsomme, nærmest fløjlsbløde kordele, der skaber det unikke og smukke univers. 

Hele opbygningen og jagten på forløsningen er generelt metoden, der benyttes gennem pladen: Byg op, byg op, byg op, hvorpå forløsningen indfinder sig til sidst. Det er dog, som om der bliver holdt igen med det endelige klimaks. Som når man jubler til en fodboldkamp med vennerne, fordi landsholdet scorer mål – men jublen må ikke være for livlig, for så vækker man underboen. Det er, desværre, lidt den fornemmelse, man sidder tilbage med under flere af numrene.

Indimellem glipper den røde tråd dog, hvor nogle af de musiske elementer ikke virker, som om de ligger i naturlig forlængelse af hinanden. Skiftene bliver for forskellige eller for forcerede. Det samme gør sig gældende for pladens korteste skæring, "Celestial Sleep", der varer under to minutter. Her fremstår nummeret som en unødvendig parentes, da det står for sig selv og ikke er benyttet som en outtro eller inkorporeret i et af de længere tracks.

En ujævn rejse ud i kosmos

Pathway to the Moon er et musikalsk værk, der er godt produceret, og som bestemt har sin berettigelse. Men den går desværre ikke hele vejen. Efter de første par numre får man følelsen af, at ’det her, det bliver fedt’. Men det høje niveau holdes ikke jævnt skiven igennem. Det er en skam, for når Unreqviteds lydunivers går op i en højere enhed, så føles det, som om man bliver fløjet ud i kosmos og svæver rundt. Men når luften begynder at gå af ballonen, så falder man hurtigt tilbage ned på jorden igen.

Tracklist

  1. Overture: I Disintegrate
  2. The Antimatter
  3. The Starforger
  4. Void Essence / Frozen Tears
  5. Into the Starlit Beyond
  6. Celestial Sleep
  7. Departure: Everlasting Dream