Ingen grund til at blive vred på en dag som denne!

Det er lige lidt over et år siden, vi sidst hørte noget fra det mystiske soloprojekt fra Sverige Faidra. Militant: Penitent: Triumphant var en særdeles godkendt udgivelse, især takket være numrene ”Punishment Nailed Deep” (den guitarmelodi …!) og ”Parousia Delayed”. Derfor gav det sig selv, at da bandet annoncerede udgivelsen af en ny EP i starten af 2025, var jeg intet mindre end begejstret og forhåbningsfuld. Min begejstring faldt dog et par niveauer, da det kort tid efter blev forklaret, at der kun er tale om ét nyt nummer koblet sammen med to tidligere udgivne singler. Det er jo ikke just ordbogsdefinitionen af imponerende, men derfor behøver det jo ikke gøre dette til en sand vredens dag.

Gammel vin på, næsten, nye flasker

Nok er to tredjedele af Dies Irae tidligere udgivet materiale, men de to numre udkom aldrig fysisk eller på de udbredte streamingtjenester. Så udover de mest fanatiske Faidra-YouTube-entusiaster så er der nok ikke mange, der faktisk har hørt dem. Egentlig kan man godt se EP’en her som en form for maggiterning af Faidras musikalske udvikling, da”Ixion” og ”Phantasmagoria” udkom henholdsvis lige efter og lige før de to albums, som bandet har lavet – mens titelsangen kan tolkes som en slags appetitvækker til det album, som Faidra, så småt, er ved at have i støbeskeen. Selve nummeret ”Dies Irae” lægger sig da også fint i slipstrømmen af Militant: Penitent: Triumphant, komplet med græskortodokse hymner og en storladenhed, få andre atmo-bands formår at flette ind i musikken. Helt generelt, ja, så lyder Faidra som Faidra, og der er ikke just tale om nogen dybe tallerkner, der bliver opfundet her. Det er stadig iskolde, relativt lo-fi og dissonante tremoloriffs, der bliver akkompagneret af Filosofem-synth, diverse gejstlige folk-aspekter og så den klassiske svenske afhængighed af melodi. Især er det udgivelsens sidste nummer, ”Phantasmagoria”, der fremhæver netop alle disse elementer, og selvom nummeret – teknisk set – er tre år gammelt, så understreger det, hvorfor Faidra er værd at lytte til. Det er jo ikke, fordi det er et unikt lydbillede, som svenskeren skaber med sin musik, men mindre kan også gøre det – især når det nu, grundlæggende set, er så godt.

Kondenseret koncentrat

Sidst jeg anmeldte Faidra, konkluderede jeg, at værket begyndte stærkere, end det sluttede. Det var, som om at gassen sivede mere og mere ud af ballonen, desto tættere vi kom på afslutningen. Det er ikke just tilfældet her, men det ville også være tragisk, når nu der kun er tre numre. Men måske det er et vink med en vognstang om, at Faidra gør sig bedst, når udgivelserne er mere koncentrerede og kondenserede?