Høvdingen har bevaret sin stamme
Efter adskillige udgivelser med skiftende medlemmer virker det endelig, som om Soulflys ubestridte høvding, Max Cavalera, har valgt sin stamme. Der er således atter fundet genvalg til perkussionist og trommeslager i sønnen Zyon Cavelera samt bassist Mike Leon, som vi første gang stiftede bekendtskab med på den anmelderroste Ritual fra 2018. Konceptuelt befinder vi os nok en gang i den spirituelle, naturreligiøse verden, mens også aktuelle emner som kolonisering og den menneskelige påvirkning af klimaet er på dagsordenen.
Rituelle (ud)skæringer
Hvor Ritual tog os på en rejse gennem navajoernes land, begynder Totem sin fortælling med ”Superstition” midt i de sagnomspundne ”Superstition Mountains” i Arizona. Et område hvor folk angiveligt er forsvundet på mystisk vis i jagten på aztekernes guld. Nummeret udmærker sig med sin stemningsfyldte, perkussionistiske intro, om end den øvrige del af kompositionen ikke er helt oppe i gear endnu. På ”Scouring The Vile” bringer John Tardy fra Obituary til gengæld flere vokale nuancer i de forskellige passager, mens det Slayer-inspirerede breakdown runder en fuldendt deathrash skæring af. ”Filth Upon Filth” tilfører yderligere kolorit på den soniske sanseoplevelse, hvor vi suges ind i en vortex af vokalt groove a la Randy Blythe og Rob Flynn. Med dystre ”The Damage Done” skifter perspektivet, og vi befinder os pludselig i en konkliftfyldt samtid, hvor sanktionerede drab på indfødte og afbrænding af regnskoven trækker mørke skygger over det ellers så farverige Brasilien. Til tonerne af Leons tungt, nedstemte basguitar tilslutter Max sig i så andægtigt, langsomt tempo, at man næsten kan forveksle ham med Jamey Jasta fra Hatebreed på dette nummer. På Celtic Frost-hyldesten, ”Ancestors”, er fokus atter rettet mod landets oprindelige befolkning og den tvangsreligiøse kolonisering, de har måttet tolerere. Selvom temaet er både relevant og aktuelt, falder fremførelsen dog noget til jorden. Et nummer, der mest virker pligtskyldigt og som hurtigt går i glemmebogen. På samme måde skuffes jeg over den obligatoriske ”Soulfly XII”. Vi har fra seneste udspils ”Soulfly XI” bevæget os fra dragende, jazzede One-vibes til, hvad der her føles som en neutral og lettere ugidelig fortolkning af ”Orion”.
Tilbage til rødderne
Der er tale om et særdeles vellykket album, hvor et klart koncept, en sammentømret stamme af musikere, og gennemarbejde fornyelser af Sepulturas lydbillede fra ikoniske Chaos A.D. fremstår som de helt store vindere. Det bliver til 7 flotte kranier, da der tabes en smule momentum på pladens sidste tredjedel, hvor netop konceptet forfordeles frem for eksekveringen. Derfor kan jeg kun billige lyden af de seneste jungletrommer, der bringer det oprindelige line-up fra Soulflys debutplade sammen igen. Om det bliver i form af en genforeningsturné eller om vi ligefrem kan forvente nyt materiale, det må tiden vise.
