Mageløs magtdemonstration fra Sepultura

Skabet skal stå… lige her!

Det er nærmest en underdrivelse at påstå, at der er sket meget med brasilianske Sepultura siden debuten Morbid Visions fra 1986. Sagaen er lang, og det er en aldeles spændende fortælling, men hele den detaljerede historie om Cavalera-brødrene, årelange interne stridigheder og koncert-tragedier skal ikke udfoldes her. Derimod skal der fokuseres på gruppens nyeste album, Quadra, og ikke ret meget andet. Det er nemlig ikke bare studiealbum nummer femten fra de sydamerikanske thrashere; det er det bedste album, de har lavet i mange år samt noget af det bedste groove/thrash metal undertegnede har hørt i meget lang tid.

Hva’ fanden???

De seneste ti år har ikke været Sepulturas stærkeste rent albummæssigt. Efter et par mindre vellykkede skiver og en enkelt, der var ok uden at være prangende, var mine forventninger til denne nye Sepultura-plade ikke vanvittigt høje. Bevares, jeg har altid holdt meget af dem og ikke mindst deres højenergiske liveshows, men det var ikke ligefrem ekstase jeg brød ud i hjemme foran anlægget, når Machine Messiah, Kairos eller The Mediator… kom i rotation. Men, men… jeg skal edderbroderemig love for, at der er kommet andre boller på suppen.

“Isolation” er en vanvittigt solid åbner for et, alt i alt, helt formidabelt album. Herfra bliver det kun vildere med eksempelvis “Last Time”, “Ali” og ikke mindst den instrumentale “The Pentagram”. Og når man når til den afsluttende “Fear; Pain; Chaos; Suffering” sidder man tilbage med en “hvad fanden skete der lige dér?”-fornemmelse. Quadra er nemlig ikke bare en fed plade; når det kommer til den fandenivoldske groovede thrash, er albummet nemlig som en blanding af alt det bedste fra Pantera, Testament og Machine Head på én og samme gang – selvfølgelig tilsat klassiske Sepultura-elementer og de sædvanlige tribalrytmer. Og det siger sgu ikke så lidt! Det er umiskendeligt Sepultura, men der er også plads til eksperimenter og små afstikkere, der klæder det samlede lydbillede allerhelvedes godt. Alt sammen balanceret til perfektion.

Quadra er, som navnet antyder, noget med tallet fire, og det er ikke tilfældigt, at pladens navn landede her; som den kyndige lytter vil kunne høre, er den nemlig delt op i fire dele: Det første er det rå og thrashede, hvorefter vi får det rytmiske inspireret af Roots-tiden. Tredje del er det eksperimenterende og fjerde og sidste er helliget det akustiske og melodiøse. Derudover er “quadra” også det portugisiske ord for en bane i sportsmæssig forstand; en bane der, ligesom et samfund, har ufravigelige love, regler og tydeligt optegnede grænser. Det er i vanlig vred Sepultura-stil herfra, temaet i sangteksterne kommer.

Pragtpræstation!

Det er en slidt floskel, men kvartetten lyder, som er de blevet født på ny. Under skriveprocessen har de forsøgt at ramme det klassiske, thrashede udtryk fra Beneath The Remains og Arise, men de er samtidig gået til opgaven med nutidige briller. Det har vist sig at være en allerhelvedes god opskrift på et album, og det er bestemt ikke blevet værre af, at svenske Jens Bogren igen har stået for produktionen og bragt det bedste frem i bandet. For det gør han virkelig! Jeg anede eksempelvis ikke, at Andreas Kisser var så hamrende dygtig en guitarist, men for hulan hvor den stakkels spade får en gedigen rusketur i hans habile hænder mere end én gang. Og så er der Derrick Green. At han lyder vredere end nogensinde før og samtidig – hvad enten han synger clean vocals eller skriger som en galning – kan matche Phil Anselmo i dennes velmagtsdage, er yderst imponerende.

Yderst imponerende – og ret så overraskende – er det også, at Sepultura pludselig har begået en af deres bedste plader i meget lang tid og måske endda i det hele taget. Jeg ved godt, at vi kun er i februar, men lur mig, om ikke Quadra er at finde på diverse lister over årets bedste udgivelser, når vi nærmer os nytår. Jeg er næsten sikker på det.