Syv ting der fungerer, og en der slet ikke gør

Fantastisk musik med knap så fantastisk vokal

Det gotiske/ symfoniske metalband Sirenia blev dannet i 2001, da nordmanden Morten Veland forlod et andet norsk, gotisk metalband ved navn Tristania. Vores kære goth-fans’ andet hjertebarn har nu udgivet sit syvende album. The Seventh Life Path er skabt af en bandleder, der er hamrende dygtig til alt andet end at vælge forsanger.

Som at spise en gourmetmiddag og drikke Red Bull til

Albummet starter med en typisk symfonisk metalintro med keyboard og et let orkester og kor i baggrunden. På sangen efter sker der en rimelig kraftig omvæltning med tung guitar og heftige trommer. Musikken giver et rigtig godt indtryk. Den er tung, mens den symfoniske del kompenserer rigtig fint. Omkvædet fungerer også rigtig godt og viser igen den gode balance mellem det symfoniske og metallen.

Dette fortsætter gennem resten af albummet. Lige fra ”Once My Eye” til ”The Silver Eye” er kvaliteten af musikken i top, mens de symfoniske elementer passer rigtig godt sammen med guitaren og trommerne. Det kor og growl, der er på albummet, giver musikken et godt spice. Det bliver desværre ødelagt af den kvindelige vokal, der lyder lige så falsk som Red Bull smager. Det stinker langt væk af autotune, hvilket er brandærgerligt, den rigtig gode symfoniske metal bagved taget i betragtning. Det virker endda lidt som om, at sangskriveren godt er klar over det, for den kvindelig vokalist får ikke meget sangtid på albummet. De huller, det efterlader, er fyldt af det førnævnte growl og kor, hvis knaldgode fit i musikken fremhæver musikkens flotte sammensætning og dybde.

Træpinden missede lige præcis hjertet.

Jeg kan huske dengang, jeg gav Huntress´ Spell Eater tre sølle kranier på grund af den mildest talt elendige vokal. Jeg får næsten lyst til at gøre det samme her, men nej. Musikerne fortjener bedre. Musikken er varieret og har en dybde, der kræver evne til at skabe. Variationen i vokalen med undtagelse af forsangerens fungerer og giver endnu en nuance til det samlede billede. Sirenia minder lidt om Xandria, bare med et mere dragende lydlandskab og værre vokal, men hvad pokker. Alle kan jo ikke være professionelle operasangere! Og med den allerede heftigt roste musiske indsats kan vokalen godt tolereres, da den er at finde i små doser af gangen.

I bund og grund er Seventh Life Path en rigtig god omgang symfonisk metal med et enkelt stort minus, der desværre koster albummet tre kranier. Det er dog nemt at styre udenom: Bare spring ”Once My Light”, dele af ”Concealed Distain” og ”Insania” samt ”Tragedienne” over, så undgår du langt størstedelen af de punkter, hvor vokalen minder om en clean udgave af Jill Janus.

Ps. Jeg vil gerne nominere ”Once My Light” til værst valgte single i 2015. Nummeret giver et helt forkert billede af Seventh Life Path. Musikken kunne have været meget mere episk, og vokalen kunne have været noget mere tolerabel. Godt gået Napalm Records.