Et ud af mange

Sirenia er dannet i den gotiske bølge, der skyllede hen over Norge i slut 90'erne/start 00'erne, hvor Morten Veland stod bag henholdsvis Sirenia og Tristania. I samme periode opstår også store gotiske navne som Darkwell, Delain, Within Temptation og Epica slog sine folder i den gotiske verden. Med det nu niende album, er Sirenia atter klar til at lade de symfoniske rytmer gjalde ud over den ganske verden.

En formel der virker

Hansen Studios i Ribe har endnu en gang haft en finger med i en produktion inden for den melodiske og symfoniske metalverden. Det betyder, at vi her kan forvente en skive, der sidder lige i skabet, og det gør den skam også. Lyden er fantastisk, mixet er skarpt og instrumenterne arbejder knivskarpt sammen.

Multikunstneren fra det vestlige Norge, Morten Veland, er hele vejen igennem så enestående, som nogen kan være. Når man blander hans ekvilibristiske musikalske evner med en stemme som Emmanuelle Zoldan, så får det næsten hårene på ens arme til at danse og bevæge sig synkront med musikken og dens vokal. Det er længe siden, jeg har oplevet en så synkron opførsel, og det fryder mig at kunne få lov til at sige: ”Det her er næsten perfekt”.

Netop det, at vi er i den symfoniske og gotiske verden betyder, at der er visse elementer, der bare skal sidde lige i skabet. Emmanuelles mezzosopran er der, vi har også hendes rene vokal, der er en ren mandlig vokal og sågar en hæs mandlig vokal. Dog synes jeg, at der mangler en growl-vokal som modstykke til hendes sopran-stemme. Der skal lyde en kæmpe omgang ros for at have brugt Yannis Papadopoulos som ren vokal på ”Love like Cyanide”. Den stemme passer blændende sammen med Emmanuelle, og man kunne nemt se de to lave noget mere rocket som et sideprojekt.

Indtil nu har jeg været noget nær lykkelig for at høre denne plade, men jeg kan ikke lade være med at notere mig de små fejl, der er her og der. Blandt andet synes jeg, Emmanuelles stemme bliver for unaturlig, når hun skal synge den rene vokal, hun blandt andet bruger i ”Nos Heures Sombres”. Den kammer over og får et par gange en falsk tone. Når hun synger, bør hun holde sig til sin mezzosopran, som fungerer så meget bedre for hende.

Samtidig er der et par småting med valget af sange. Jeg synes ikke helt synergien i valget af sangforløb passer helt, som det skal. Blandt andet slutter man af med en halv powerballade i ”Glowing Embers”, som (måske) alligevel ikke er en ballade. Som læser er man nok forvirret her, men som lytter er man endnu mere forvirret. Sangen fungerer fint i sig selv, den burde bare ikke have afsluttet hele seancen.

Et tilforladeligt album

Når alt kommer til alt, er Arcane Astral Aeons et ganske tilforladeligt, og over standard, album. Det kan ikke benægtes, at Morten Veland og Emmanuelle Zolan er nogle dygtige musikere på hvert deres felt, og det trækker da helt klart også op. Pladen har også sine lyspunkter såsom ”In Styx Embrace”, hvor den symfoniske og gotiske verden slår sine folder løs og viser, at det stadig har et grundlag her 20 år efter dens storhedstid, hvilket trækker pladen op til et flot syvtal.