Symfonisk metal møder synthwave

Det er efterhånden to år siden, norske Sirenia udgav Riddles, Ruins and Revelations.  Et album, som vakte begejstring hos mange metalfans, og som er blevet hædret som et af de bedste album indenfor symfonisk metal. Nu er de ude med deres seneste skud på stammen, nemlig 1977, som er en gæv og fin efterfølger. Albummet er blevet produceret af Morten Veland, som ikke alene står i spidsen for produktionen af 1977, men ligeledes lægger person og energi i at fremføre de forskellige instrumenter i al Sirenias musik, som han så imponerende har gjort siden stiftelsen af gruppen. Vokalen bliver fortsat leveret af den franske mezzo-sopran Emmanuelle Zoldan. Så lad os dykke ned i musikken og finde ud af, hvad der gør 1977 til en vellykket plade.

En gotisk elektronisk musikrejse

Sirenia har med 1977 bevæget sig ud i at udforske et mere elektronisk symfonisk metalunivers, som man bliver draget ind i ved første lyt. Det er en smuk og veludført sammensmeltning af de tunge elementer med undertoner af en mere blød synthwave. Med dette har de båret stilen fra Riddles, Ruins and Revelations videre ind på denne plade, men dog i en mere nedtonet udgave. Misforstå det dog ikke, 1977 er stadig en meget typisk Sirenia-udgivelse, men dog ikke musikalsk så lige på og hårdt som forgængeren.Vi bliver som lyttere taget med ind i et gotisk univers, som Emmanuelle lægger stemme til og er frontfigur for. Hendes stemme er i perfekt samspil med de brummende og eksplosive guitarriffs, som er til stede på samtlige sange på denne udgivelse, og hun formår at løfte sig over dem og ikke at blive overdøvet af den tunge musik i baggrunden. Det er sød musik til ørerne og dejligt at se en stærk kvindelig frontfigur, som ellers er ret så sjældent i metalmusik. Her står hun meget skarpt vokalmæssigt side om side med Amy Lee fra Evanescence.

Af pladens højdepunkter er det nævneværdigt at fremhæve numrene “Nomandic”, “The Setting Darkness”, “Oceans Away” og ”A Thousand Scars”, som alle har en superb vokalmæssig fremføring med en tilhørende blanding af fremragende heavy og legende guitarspil med synth-prægede undertoner.Vi får rundet 1977 af med et cover af 80’er-hittet ”Twist in my Sobriety” af Tanita Tikaram, som Sirenia har formået at gøre til deres egen ved at give den en tungere og elektronisk kant. En rigtig fin og nærmere gotisk fortolkning af en ellers afdæmpet sang. Hvis man vil lytte til nogle opløftende og håbefulde tekster, er 1977 nok ikke det album, man skal sætte på, da teksterne bærer præg af mørk tematik og sætter ord på de mørke og depressive tilstande, vi som mennesker kan bære på og udleve. Men teksterne er særdeles velskrevne og næsten poetiske, hvilket gør deres budskaber tiltalende og relaterbare for mange. Det føles næsten som et hårdt, men trøstende kram.

En solid og glædelig lytteoplevelse

Morten Veland har igen vist sit talent ved at have skabt og produceret en vellykket plade, som har evnen til at trække lytteren ind allerede ved åbningsnummeret. 1977 er et symfonisk, melodiøst album med et powerkick, og jeg er i den grad begejstret for Emmanuelle Zoldans vokalmæssige præstation i samspil med musikken. Hvis man som længevarende Sirenia-fan forventede noget nyt og anderledes i forhold til deres tidligere udgivelse, vil man nok finde 1977 en smule skuffende. Der er ikke meget variation i numrene, men det er tilforladeligt. Musikken har formået at tiltrække mig som en nyere lytter, og 1977 er et album, jeg i hvert fald ikke har hørt for sidste gang.