Dødsveteraner med diskokugle, glimmer og gode melodier
Mere 80’er end 80’erne
Retrorocken vælter ned over os – tag bare danske Sea og Grusom eller amerikanske Rival Sons. En lidt anderledes form for flashback får vi dog med svenske The Night Flight Orchestra, der siden 07 har smedet klassisk halvfjerdser-/firserrock med et hint af disko – ja, disko! Nostalgi-natflyveren er en såkaldt supergruppe anført af særdeles rutinerede kræfter: Soilworks Björn ”Speed” Strid og David Andersson på hhv. vokal og guitar samt Arch Enemys Sharlee D’Angelo på bas. Selv beskriver de projektet som ”neon lights, mirror balls and white powder”, og nu slipper de galskaben løs med tredje skive: Amber Galactic.
Så kitschet, at det er cool
Lad det være sagt med det samme: Dette er på ingen måde heavy metal – men hold kæft, hvor er det fedt, fornøjeligt og fuldendt. Med Amber Galactic leverer de svenske nabodrenge en autentisk old school-lyd og en tæt produktion, der ikke efterlader mange sprækker eller løse ender. Det er virkelig et gennemtænkt album – både lyd-, koncept- og imagemæssigt. Der er sygelige mængder synths, bløde trommer, svedige soloer og en sprød vokalpræstation fra Speed, som – tro det eller ej – flere steder kaster sig ud i falset. Modigt, hr.!
Rent musikalsk er der skruet op for alle parametre, der stikker i retning af Toto, Journey, Kansas og resten af det gamle slæng – hvilket er farligt at lægge sig ud med! The Night Flight Orchestra klarer heldigvis opgaven; de er ekstremt dygtige musikere og sætter hver en tone med respekt for genren og æraen. Hele udtrykket er så kitschet og fyldt med klichéer, at man ved første lytter er tilbøjelig til at tro, det er en parodi. Det er det skam ikke; det er ganske oprigtigt. Vennerne leger bevidst med klichéerne og skaber et – til dels – fiktivt univers, hvor alt foregår på første klasse, festen aldrig stopper, og – som Speed siger det – champagnen er gratis, og stofferne ingen skade gør.
Efter et par klassiske firserrockere rammes vi af ”Gemini”, der er fuld af god melodi og godt humør. Sådan! Kort efter følger endnu et stærkt nummer: balladen ”Jennie”, og dernæst serveres pladens måske mest interessante nummer: ”Domino” – Toto møder Bee Gees! Hvem ville have troet det? Vi skal dog helt hen til track nr. ni, før vi finder skivens højdespringer: ”Something Mysterious”. Dette nummer hiver pointene hjem med sin smooth vibe, iørefaldende melodi og imponerende vokal fra Speed. Desværre er der også et par tamme tracks på skiven: ”Sad State of Affairs”, ”Space Whisperer” og til dels åbneren ”Midnight Flyer” er bare ikke fængende eller kraftfulde nok.
Guilty pleasure
The Night Flight Orchestra er gennemført på alle planer: Det er sjovt uden at blive latterligt og alvorligt uden at blive arrogant. Med Amber Galactic leverer svenskerne et tiltrængt frisk pust, der formår at skille sig ud samt sprede lidt glæde og glimmer i et ellers mørkt og muggent metalunivers. Der er måske nogen, der ikke tør indrømme det, men jeg er sikker på, at denne skive bliver mange heavyhoveders guilty pleasure!
