Warrel Dane og co. er på banen med opfølgeren "This Godless Endeavor", til den sublime, næsten udødelige metal skive "Enemies of Reality", som har huseret mit stereoanlæg næsten hver dag siden udgivelsesdatoen. En bedrift som ikke mange metal skiver har kunnet levet op til so far. "This Godless Endeavor" er da på mange måder også en værdig efterfølger til "Enemies of Reality. Hvorfor?. Fordi det atter er lykkedes Nevermore, at overskride musikalske grænser og trænge ind til sjælen så det næsten gør ondt. Lytteren er fra start til slut tryllebundet til abstrakte begreber som had, sorg og desperation som på fænomenal vis kommer til udtryk både auditativt samt visuelt. Musikalsk udtrykt kan man sige, at "This Godless Endeaveour" indeholder alle de elementer som en Nevermore skive skal bestå af. Dvs. tonser tunge riffs, masser af melodier, temposkift, smukke balader, fede soloer og en Warrel Dane i absolut topform. "This Godless Endeavor" er rent stilistisk samt kompositorisk opdelt i temaer. Åbningspakken bestående af "Born", "Final Product" og "My Acid Words" er fremført i en dæmonisk tonser thrashet ånd a'la "Enemies of Reality". Især sammenspillet mellem Warrel Danes distinkte vokal og Jeff Loomis sweep picking i omkvædet på skæringen "Born" er ren auditativ magisk fornøjelse. De ekstremt melodiske ballader "Sentient 6" og "Sell My Heart For Stones" har derimod næsten sine paralleller til en anden Nevermore sellert, "Dead Heart In a Dead World". Sange som "The Psalm of Lydia", "A Future Uncertain" og titel tracket "This Godless Endeavor" er derimod et klart bevis på Nevermores kontinuerlige musikalske innovation og stræben efter nye elementer. Tag bare det næsten 9 minutter lange titel track, som på elegant vis bevæger lytteren i en kompakt gennemtænkt masse af sanseindtryk. Herpå forefindes alt hvad et metalhjerte begærer. Alt lige fra smukke dommedags serenader til hæsblæsende tonser riffs til en solo præstation af Mr. Loomis som ville gøre selveste Mr. Malmsteen stolt. Achilles hælen ved albummet er midttempo numre som "Bittersweet Feast" og "Medicated Nation", da de ikke har samme musikalske gennemslagskraft og alsidighed som resten af pladen. Det føles meget som om, at man bevæger sig i samme musikalske cyklus og aldrig bevæges i nye retninger. Godt nok er der nogle fede soloer, rytmer og ideer, men kompositorisk er disse numre på sigt en tand for monotone. Rent teknisk har Nevermore da på mange områder også overgået sig selv. Man kan i hvertfald sige, at de fire medlemmer er på samme niveau som på "Enemies of Reality". Jeff Loomis bliver bare bedre og bedre og han ligger heller ej skjul på sin fantastiske guitar kunnen. Hans soloer er stadig fremført i samme ånd som på "Enemies of Reality", men alligevel formår han på "This Godless Endeavor", at udvikle sig til det bedre. En fantastistisk bedrift og en fantastisk karriere so far. Trommeslageren Van Villiams formår også hele tiden at udvikle sig. Han spiller fantasifuldt og udfordrer sig selv til det yderste. Bassisten Jim Sheppard har altid været den kompakte tighte bund i Nevermore og den rolle har han stadigvæk. Den nye guitarist Steve Smythe levere da også et gedigent stykke håndværk på dette album. I hvert fald kan man sige, at numre som "Sell My Heart For Stones" og "A Future Uncertain" er skrevet og udført i den nevermoreske ånd. Mastermind og lead devine singer Warrel Dane har aldrig været bedre og distinktiv end som nu. Stemmen kommer til fuldt udtryk og han veksler mellem typisk højtidlig skønsang samt aggresiv dæmonisk sang. I numre som "Born" og titeltracket ekspirimenteres da endda med death metal vokal. Alt i alt skønt og fortryllende som altid. Produktionen er også i hus; dejlig tung og distinkt som en Andy Sneap produktion skal være.

Alt i alt kan man sige, at "This Godless Endeavor" favner musikalsk bredt i forhold til forgængeren. Hvor forgængeren var en mere tonser teknisk plade som til tider næsten fremstod helt kaotisk, så virker det som om, at Nevermore på det nyeste opus har fået samlet trådene og i sidste ende nok også skabt en mere straight og alsidig metalskive. Godt nok er der nogle mindre minusser ved det nyeste udspil, men alt i alt er "This Godless Endeavor" endnu en perle fra de udødelige Nevermore.