Traditionen tro er det med at komme lidt tideligt op om fredagen på Wacken, da der jo som regl er en god omgang morgen-thrash kl 11.00. Denne gang var det dog de gode gamle grindcore legender fra Napalm Death, der skulle leverer varen. Jeg havde fornøjelsen af at se sem live på The Rock i København 25. juni 2009, hvor de leverede en glimrende show, hvilket desværre ikke helt er lykkedes dem, de gange jeg har set dem på Wacken - På dette års Wacken var de heller ikke så fede som de er indedøres på f-eks The Rock. Lyden var ikke speciel god, men gutterne fra Birmingham gjorde hvad de kunne, virkede særdeles oplagte og showet i sig selv var som sådan ganske godt leveret. Barneys helt specielle optræden og Shane Emburys altid særpræget udseende, har i mine øjne altid været med til at gøre Napalm Death til noget helt specielt. Nøjagtig som på The Rock i juni måned blev der lagt ud med "Strong-Arm" skabt forfulgt af "Unchallenged Hate" og "Suffer The Children", hvor efter det ellers gik over stok og sten gennem diverse nye og gamle Napalm Death klassikere. Desværre er 45min ikke specielt længe, når man har så massivt et bagkatalog som Napalm Death jo har og derfor kunne man godt stå bagefter og savner et hav af klassikerer. Alt i alt var det dog et ganske fedt sæt de bankede af og havde lyden været mere optimal, ville det klart have været en af de fedeste koncerter på dette års Wacken. Men dagens første kolde fadøl fra Becks røg nu ganske godt ned alligevel.

Jeg havde af en eller anden grund aldrig før bidt mærke i Walls Of Jericho, da jeg var ret så sikker på at der blot var tale om en tysk omgang Helloween rip-off, men min fordomme blev gjort til skamme, da flere af gutterne sagde at jeg absolut ikke måtte gå glip af dem. Så da kl slog 15:30 stod jeg klar foran Black stage med en dejlig kold Becks fra fad i hånden og var klar til endnu en særdeles positiv overraskelse. Det viser sig imidlertid at Walls Of Jericho er et særdeles habilt amerikansk hardcore band med kvindelig forsanger, der virkelig forstår at sætte gang i den. Magen til energisk show skal man virkelig lede længe efter. Frontkvinden Candance Kucsulain havde virkelig godt fat i publikum og det var en ren fornøjelse at se hvordan den ene moshpit efter den anden blev etableret, mens deres groovy form for hardcore blev leveret med både stil, overbevisning og rigtig fed lyd. Til aller sidst fik vi da også den uundgålige wall of death (...eller skulle man måske i dette tilfølde omdøbe det til en "wall of jericho"?!?), der virkelig rykkede igennem og efterlod en med indtrykket af at man lige havde oplevet noget stort og rigtig fedt, hvilket Walls Of Jericho bestemt også var. En af de fedeste koncerter ved dette års Wacken!

Nevermore var et af de bands jeg havde set allermest frem til på dette års Wacken. De plejer at levere varen, så det var absolut ikke uden visse forventninger at jeg fik bevæget min røv over mod True Metal Stage, for at genopleve Warrel Dane og Co. Til at starte med var lyden desværre ikke speciel god og det varede to, tre numre før der rigtig skete noget med lyden - Men så skete der altså også tilgengæld noget. Det var som om hele koncerten åbnede sig og pludselig befandt man sig i et inferno af fed lyd og klassikere, som "The river Dragon Has Come", "The Heart Collector" og "Inside Four Walls" blev leveret med klar overbevisning. Nevermore lagde klart mest vægt på deres måske fedeste skive "Dead Heart In A Dead World", selvom der også lige blev plads til "Enemies Of Reality" i en snæver vending. Warrel Dane virkede i absolut topform sammen med resten af bandet og på trods af den lidt magre start, endte det alligevel med at blive en af de absolut fedeste koncert oplevelser på dette års Wacken! -Havde lyden dog bare været fed hele vejen igennem, havde det sgu næsten været legendarisk.

Jeg kender selvfølgelig bandet Whiplash, men som sådan er det ikke et band der nogensinde har figureret blandt mine farvoritter. I 1985 udgav de et af datidens fedeste thrash-skiver i form af "Power And Pain", som jeg desværre aldrig har fået hørt.(-har selv kun "Insult To Injury fra 1989, der ikke er speciel fed!) Ikke desto mindre var Whiplash et af de bands på dette års Wacken jeg bare ville se. De leverede da bestemt også varen - en fed omgang oldschool thrash i topklasse. Lyden var fed og de kolde Becks fra fad gled ganske godt ned samtidig med at Whiplash virkede både energiske og særdeles tændte. Som sagt kender jeg ikke numrene specielt godt, me der blev hovedsagligt lagt vægt på de to første skiver "Power And Pain" fra 1985 og "Ticket To Mayhem" fra 1987, hvilket slet ikke lød så ringe endda. Der blev også plads til at gode gamle Frank Blackfire (Sodom, Kreator) kom på scenen og spillede guitar på et par numre. Alt i alt var det en fed oplevelse at tilbringe 40 minutter i selskab med et godt gammeldags thrashband fra New Jersey i USA. -Og mon ikke jeg køber de to første plader en dag jeg render ind i dem? Jeg kan ikke forestille mig andet.

Et relativt brutalt metalband fra milliadærparadiset Dubai?!? Det lyder godt nok underligt, men Nervecell er fra Dubai og spiller ganske habil deathmetal/deathcore i den absolut fede ende af skalaen. Rent faktisk er der taleom rigtige dygtige musikere, der virkelig forstår at sætte noget fed metal sammen, så det både fænger, rykker og underholder med stil og overbevisning. Lyden var også her ret fed og de kolde Becks fra fad gled bare lettere og lettere ned i takt med det ene fede brutale nummer afløste det andet. Blastbeats, groove, ultra tunge elementer gik hånd i hånd og var nøje tilpasset det endelige lydbillede og helhedsindreykket endte med at blive serdeles positivt. Nervecell var endnu en af de positive overraskelser på dette års Wacken og der skal da heller ikke herske nogen som helst tvivl om at deres udspil "Preaching Venom" meget snart er at finde i min pladesamling. For satan da hvor Nervecell bare lossede seriøse løg.

Jeg havde aldrig før hørt om Insidious Disease, men nogle af gutterne mente at jeg heller ikke måtte gå glip af dette band, da det måtte være lige noget for mig. Så efter en helvedes masse kolde Becks fra fad og fede bands på W.E.T. Stage var jeg efterhånden ret godt pyntet og klar til endnu mere metal da klokken endelig blev 22:25. Til min store overraskelse viste det sig at Insidious Disease havde medlemmer som Silenoz fra Dimmu Borgir og ikke mindst Shane Embury fra Napalm Death, som jeg jo havde set tidligere på dagen. Rent musikalsk er der tale om møg hammerende beskidt metalcore, med masser af hardcore og enkelte grindcore elementer her og der. Det lød sgu rigtig godt og lyden var rigtig fed, som den har været hele vejen igennem på W.E.T. Stage. Insidious Disease var også en fed positiv overraskelse på dette års Wacken, når man ellers på forhånd har ment at programmet var historisk og nærmest skandaløst ringe. Men hvor var det fedt at opleve alle disse herlige overraskelser og selvom Shane Embury cirka 11 timer tidligere havde spillet på Party Stage med Napalm Death virkede han sammen med resten af bandet særdeles veloplagt. Det var mere end hvad man kunne sige om mig på dette tidspunkt. De mange kolde fadøl fra Becks havde sat sine tydlige spor og efter koncerten orkede jeg ikke mere... Ja ja ja, ved godt at jeg ikke bliver yngere, men jeg må sgu indrømme at jeg ganske enkelt ikke orkede at se In Flames og Amon Amarth, så jeg vaklede stille og roligt ned i vores lejr for at kaste mig ind i mit telt og sove den efterhånden velvoksne brandert ud og fordøje de fede og særdeles overraskende metal-oplevelser.

Det var faktsk ret fedt, for en gangs skyld ikke at skulle op og se metal allerede til middag. Man havde ligesom bedre tid til at sidde i lejren og hygge sig med solskin og dåseøl. Men da klokken nærmede sig 15:30 var det på tide og bryde op og bevæge sig mod True Metal Stage for at se de gode gamle Bay Area thrashers fra Testament fyrer den af. Chuck Billy og Co. virkede fra start veloplagte og tændte på at levere varen samt en masse klassikere fra deres efterhånden velvoksne bagkatalog. Lyden var fed, stortset fra start og klassikere som "Over The Wall", "Burnt Offerings" "The New Order", "D.N.R" og nye numre som "For The Glory Of..." og "More Than Meets The Eye" var absolut med til at gøre denne koncert til et inferno af fed thrash, god lyd og veloplagt publikum. Faktisk kommer jeg til at tænke på at af alle de gange jeg efterhånden har set Testament live, kan jeg ikke nævne eller huske en eneste gang at jeg har været skuffet eller at de ikke har leveret varen og det er sgu fedt at opleve et band, der bare gang på gang leverer varen og diverse klassikere. Denne koncert er måske nok den fedeste på dette års Wacken.

Heaven Shall Burn leverede en nærmest legendarisk koncert på Wacken i 2007 -Ikke så meget pga af deres optræden, men mere pga den måde de havde fat i publikum på. De fik ganske enkelt publikum til at lave (måske) verdens støreste circlepit, der gik hele vejen rundt om lydtårnet foran Party-Stage. Det var en vild oplevelse og spørgsmålet var jo selvfølgelig om de kunne overgå dette på den noget større scene Black Stage. De lagde ud med "Endzeit" fra "Inconoclast" og så gik det der ud af, på vaske ægte Heaven Shall Burn manér -Igen i år var det ikke det musikalske der var den helt store oplevelse. Det var igen deres evne til at have publikum med, for lad det bare være sagt med det samme: Efter at forsanger Marcus Bischoff havde spurgt om publikum kunne huske hvad der skete sidst de optrådte på Wacken og de kom igeange med det næste nummer, varede det ikke længe før en endnu større og endnu mere vild circlepit fyldte pladsen foran Black Stage og både rund om et højtalertårn samt lydtårnet, der i år lå placeret lige midt i mellem de to store scener Black Stage og True Metal Stage. Det var helt vildt! Det virkede næsten som om at det meste af Wacken deltog i løjerne og jeg troe sgu at vi her var vidne til verdens støreste circlepit. Rent musikalsk var det okey, men heller ikke mere. Lyden var okey og bandet virkede tændte på at leverer varen, men det var helt klart publikum, der med den gigantiske circlepit, de forskellige moshpits og den uundgålige wall of death tilsidt, løb med det meste af opmærksomheden og gjorde denne oplevelse til noget helt specielt, som man kun kan opleve det på Wacken.

Noget af det fede ved at tage på Wacken er at man næsten altid bliver udsat for nogle særdeles positive overraskelser og jeg må sige at The Fading fra Israel nok var årets absolut fedeste og mest positive overraskelse på dette års Wacken. Her er tale om voldfed melodisk deathmetal med alt hvad der hører til denne genre af groove, fede guitar harmonier og masser af smæk for skellingerne. Rent musikalsk kunne man da godt tro at de kom fra Sverige og er meget inspireret af Dark Tranquillity, hvilket absolut ikke er noget minus efter min bedste overbevisning. Lyden var nærmest fantastisk og disse israelske gutter virkede nærmest gennemsyret af spilleglæde og positiv energi, der også smittede af på publikum. Jeg kendte ikke et eneste nummer, men tog migselv flere gange i at blive revet med af den fede stemning. Så der blev headbanget godt og grundigt samt spillet en helvedes masse luftguitar - Nåh ja, der blev da selvfølgelig også tid til et par kolde Becks fra fad, mens The Fading leverede det ene fede nummer efter det andet og som i sikkert allerede har gættet var jeg helt solgt. Ingen tvivl om at jeg skal have set mig om efter noget med The Fading efter denne ultra fede oplevelse. Ak ja, hvor fedt at være tilbage på Wacken.

Jeg glemmer aldrig den første gang jeg stiftede bekendskab med Machine Head, da de i sin tid varmede op for Slayer i KB-Hallen. Det var dengang de lige havde lavet deres absout fedeste album, den klassiske debut "Burn My Eyes" i 1994. Derefter syntes jeg personligt ikke at Machine Head har lavet og udgivet noget der bare nærmer sig deres ultra fede debut. Det bar deres koncert også tydelig præg af. Der var skam fede momenter - især da "Davidian", "Old" og "None But My Own" fra netop "Burn My Eyes" blev leveret, men meget af det andet materiale de spillede var sgu lidt for "tude-agtigt" og melodisk efter min smag. Ingen tvivl om at lyden var god og at Machine Head leverede et ganske fedt show generelt set, der var bare lidt for meget wimp og alt for lidt metalnosser at hente. Vaske ægte Machine Head fans vil nok være uenig med mig, men jeg er sgu ikke taget på Wacken for at hører en mand tude. Jeg er kommet for at få mig en ordenlig musikalsk røvfuld med vaske ægte og ufortyndet heavymetal og det forstod Machine Head desværre ikke helt at levere.

Det er desværre aldrig lykkedes mig at se vanvittige Gwar live før jeg stod midt om natten, halvstiv foran Black stage på dette års Wacken. Selvom Gwar rent musikalsk ikke siger mig det helt store, havde jeg selvfølgelig glædet mig til endelig at opleve dem live pga deres ret makabra sceneshow, der som bekendt består af et hæmningsløst splattershow, der virker særdeles sjovt og humoristisk på nogle, samt ultra ulækkert og klamt på andre. Ingen tvivl om at jeg hører til i den første kategori. Masser af blod, afhuggede lemmer, lemlæstede monstere og hvad der ellers hører til et rigtig godt Gwar-show, var hvad dette års Wacken sluttede med. Det musikalske kommer helt klart i anden eller måske endda tredje række, da sprøjtende blod, uhyret Gor-Gor og hvad der nu ellers findes af sjove og klamme tilg stjæler al opmærksomhed. -Faktisk var det først til aller sidst at jeg lagde mærke til at lyden rent faktisk ikke var specielt god. Tilgengæld var underholdningen i absolut topklasse. Spørg f.eks dine venner om de kender et Gwar-nummer eller kan synge med på et. Det tror jeg de færreste kan. Tilgengæld kan de med lysende øjne og smil på læben levende berette om hvordan spædbørn bliver sprættet op, hvorden det ene uhyr efter det andet får afskået sine lemmer og hvordan blodet sprøjter udover alt og alle på scenen samt publikum og det er lige nøjagtig det der er meningen. Man kan blive nok så forarget og syntes det er sygt, klamt osv osv, men helt ærligt! Det hele er fiction, ingen kommer til skade og ingen lider overlast hverken før, under eller efter showet. For mig personligt og for langt de fleste metalhoveder er det bare noget langt ude humor og mere er der såmend ikke i det. Jeg overlevede da ihvertfald og fik sluttet dette års Wacken af med et rigtig godt grin. See you next year! Skål!!!