Jeff Loomis er nok bedst kendt for sin rolle som guitarist i Nevermore, men han har også en solokarriere som storshreddende guitargud, og Plains of Oblivion er hans andet soloudspil.
Som hos så mange andre guitashreddere nu om dage er der tale om progressivt orienteret metalmusik, hvor leadguitaren er i fokus. Skal jeg være ærlig, så synes jeg, at guitarshreddere ofte ender med at være virkeligt belastende at høre på, fordi det eneste, der overhovedet gøres noget ud af, er leadguitaren. Sådan er det ikke hos Jeff Loomis. Han byder selvfølgelig på masser af shredding i form af teknisk avanceret og blæret solospil, men ligesom Niels Vejlyt hører Loomis til den gruppe af shreddere, der også gør noget ud af rytmeguitaren. Således har rytmeafdelingen på denne skive også noget at byde på i form af potente og knogleknusende riffs, der ofte har groove og lidt den samme mørke småbrutalitet, der kendes fra Nevermore.
Stilen er primært instrumental progressiv power metal, men Loomis er ikke bleg for at trække en del på mere ekstrem metal. Således dukker der nogle blastbeats op nu og da, og thrash-metal elementer er nærmest fast inventar på skiven (tjek for eksempel "Escape Velocity"). Der er dog nogle afstikkere fra den tunge og aggressive stil i form af de melankolske og mere afdæmpede "Continuum Drift" og "Chosen Time" samt det klassiske stykke "Rapture". Udover de mange blærede instrumentale numre er der faktisk tre, hvor Loomis har sanger med. To af dem - "Tragedy and Harmony" og "Chosen Time" - har Christine Rhoades på sang, mens ingen ringere end Ihsahn bidrager med sin vokal på "Surrender". Derudover gæster blandt andre Marty Friedman (ex-Megadeth) og Chris Poland (ex-Megadeth) samt Tony MacAlpine (Planet X) skiven og bidrager med soloer og andet shred.
Er man til guitarhelte, og elsker man shredding, så bør man bestemt anskaffe sig Plains of Oblivion. Hører man til dem, der finder guitarshredding unødigt blær, så er der faktisk mulighed for at få noget ud af skiven alligevel, da rytmeafdelingen er så potent, at det faktisk godt kan lade sig gøre at fokusere på den og ignorere alle guitarsoloerne. Under alle omstændigheder er der tale om en imponerende skive, der burde appellere til alle guitar-elskere.
Tracklist: 1. Mercurial 2. The Ultimatum 3. Escape Velocity 4. Tragedy and Harmony 5. Requiem For The Living 6. Continuum Drift 7. Surrender 8. Chosen Time 9. Rapture 10. Sibylline Origin
