Højlandet omkring os

En af middelalderens mest udbredte styreformer var feudalisme, hvor jord – eller len – blev kontrolleret af konger og hertuger og lejet ud til vasaller, der arbejdede for deres herremænd. Denne hierarkiske struktur dominerede også det skotske højlands barske landskab, hvor mennesker ofte blot var tandhjul i en maskine, der sikrede de adeliges rigdom og magt. Med tiden blev dyr såsom får mere værdifulde end folk, og slidte hænder blev koldt udskiftet med nye friske kræfter. Jorden blev ryddet – en proces kendt som Highland Clearance – og hele Skotlands identitet blev uigenkaldeligt forandret. Hamish MacKintosh, også kendt fra gruppen Vostok, forsøger med sit soloprojekt Kildonan at genoplive denne tabte æra. Inspireret af sin hjemby Kildonan maler han med Embers et lydlandskab, der skal indkapsle Skotlands rå skønhed både før og efter clearingerne – på godt og ondt. Desværre for projektet er historien om Highland Clearence betydeligt mere spændende, end musikken på udgivelsen rent faktisk er.

At rejse er at leve

Hamish MacKintosh er en dedikeret vandrer, og hans passion for Skotlands kultur og identitet står som det bærende element i Embers. Med Andy Campbell på guitar som den eneste gæstemusiker, håndterer MacKintosh selv resten af instrumenterne. Hans musikalske inspiration er tydeligt forankret i den engelske arv af black metal, hvor bands som Winterfylleth og Wodensthrone, med deres hedenske og kulturelle fokus, har sat dybe spor. Desværre formår Embers ikke at leve op til de standarder, der er sat af sine forbilleder, og albummet efterlader lytteren med en følelse af, at man selv trænger til lidt frisk luft efter endt gennemlytning. Produktionen er et af albummets største problemer. Trommerne fylder så meget i lydbilledet, at de oftest overdøver guitaren, hvilket er en skam, da der faktisk er mange fine guitarpassager – særligt i et nummer som "Garden of Forking Pathways", der dog mangler det sidste overraskende element. MacKintosh vil gerne lyde som en kombination af Nemtheanga fra Primordial og Dolk fra Kampfar, men han rammer aldrig deres niveau, og bringer kun lyden af imitation. Følelserne er der, men talentet? Knap så meget. Allerede halvvejs gennem titelnummeret "Embers" – albummets åbningsnummer – begynder vokalen at virke lettere anstrengende, hvilket er en uheldig start, når der stadig er 95 % af albummet tilbage.

Nummeret "Ioliar-Bhuidhe" rummer mange gode idéer, især de tidlige, hastige temposkift, der giver nummeret en vis dynamik. Desværre bliver den ellers lovende opbygning undermineret af hi-hatten, der forstyrrer lydbilledet, og for meget repetition. Efter mere end syv minutter, hvor sangen forsøger at lande klimakset, ender afslutningen som en tam og skuffende affære på trods af et ellers dybfølt og flot skrig, der kunne have løftet nummeret markant. "A Desperate Leap for Salvation" klarer sig desværre ikke meget bedre. Det langsommere tempo afslører yderligere svagheder i vokalen, der bliver endnu mere fremtrædende, jo mere man lytter.

Glødelæggende

Embers viser i små glimt talent, men samlet set er udgivelsen en rodet affære. Vokalen er ikke just imponerende, kompositionerne er for lange kontra indholdet, og trommerne fylder voldsomt meget i lydbilledet. Selvom imitation er den bedste form for smiger, giver udgivelsen heller ikke meget af sig selv udover passion for det Skotske højland. Jeg har respekt for passion, men det kan ikke ene og alene bære en udgivelse, hvilket også er derfor, at karakteren i denne omgang ikke just er flatterende.