Retten er hævet!
Tilbage i december 2018 opstod der et skisma i Batushka – hvilket egentlig var morsomt, det religiøse tema taget i betragtning. Kort opsummeret handlede fejden om, hvem der skulle være den sande ypperstepræst – batushka, om man vil – i bandet: Krzysztof ’Derph’ Drabikowski eller Bartek ’Bartłomiej’ Krysiuk. Den 9. september 2024 blev det så offentliggjort, at den polske ret havde afgjort, at Derph var den sande ejer af navnet, hvilket førte til, at Krysiuk måtte skifte navnet på sit band, og derfor har vi så nu Patriarkh – som slet og ret har præcis samme betydning som batushka, så det var jo et oplagt valg. Forhåbentligt betyder dette, at vi nu kan komme videre i sagen, selvom jeg nu tvivler; vi lever trods alt i en verden, hvor folk stadig diskuterer Megadeth vs. Metallica her 41 år efter, Mustaine blev smidt ud.
Pænt og storslået, men måske lidt for pænt?
Man kan vel egentlig godt se Prorok Ilja som en debutskive, i og med Patriarkh teknisk set aldrig har udgivet noget før. Men jeg vælger nu i stedet at se det som opfølgeren til både Hospodi-pladen fra 2019 samt de to EP’er Raskol og Carju Niebiesnyj, da disse blev lavet af Krysiuks version af bandet. Det er dog ikke kun navnet, der er nyt, for der er også kommet nye musikalske boller på suppen. Grundessensen af ganske vist fortsat atmosfærisk black metal tilsat en god sjat doom og ortodokse hymner, men den snert af folkemusik, som vi hørte på Carju Niebiesnyj, er der kun blevet skruet op for. Ligeledes bliver Krysiuks vokal nu og da akkompagneret af Eliza Sacharczuk – hvilket fungerer rigtig godt; det er eksempelvis meget tydeligt på nummeret ”Wierszalin IV”. Med andre ord så lyder Prorok Ilja som den helt naturlige udvikling og efterfølger til de tre udgivelser, som Krysiuk stod bag. Sammenligner man den dog med den legendariske debut Litourgiya, ja, så kan man da godt høre en del fælles elementer, men det er på samme måde, som hvis man sammenligner Master of Puppets med Metallica – forstået således, at man kan godt høre lighederne, men det er også lidt for poleret og tæmmet. Om det skyldes en bevidst retning fra bandet, eller at de nu er en del af Napalm Records’ kartotek, ja, det er ikke til at vide, men sidst Krysiuk lavede en plade, der også kunne kaldes for poleret, var, da bandet havde skrevet kontrakt med Metal Blade, så …
Derudover er Prorok Ilja bandets første reelle konceptalbum. Bevares, tidligere udgivelser fulgte da også et tema og havde elementer af noget konceptuelt, men ikke mere end det. Albummet her fortæller historien om den pseudomytiske profet Eliasz Klimowicz, bedre kendt som Ilja (albummets titel betyder, sjovt nok, Profeten Ilja). En religiøs leder, der skabte sin helt egen kult – og by – i 1930’erne i grænseområdet mellem Polen og Hviderusland. Byen hed Wierszalin, akkurat ligesom samtlige sangtitler på albummet her. Ilja blev formentligt slået ihjel af russiske soldater i 1939 eller deporteret – det er faktisk ikke helt vist – og byen blev jævnet med jorden, ligesom så meget andet i Polen blev i de år. Musikken fortæller netop historien om Ilja og hans følgere, og der er da også adskillige vokalpassager leveret af Krysiuk, hvor han emulerer diverse prædiker og taler – hvilket fungerer ganske glimrende og ligeså matcher den stil, som bandet altid har lagt for dagen, uanset hvad det så har heddet.
Musik til øjnene
Min primære anke ved Prorok Ilja er, at det føles mere som lydsporet til en teaterforestilling end et reelt album. Det virker, som om der er blevet tænkt mere over, hvordan hver enkelt sang vil fungere på scenen end i lyttebøfferne. Misforstå mig nu ikke, det er et storslået album, musikken fungerer, og især de ottestrengede guitarer kombineret med de tunge, ortodokse elementer er helt eminente, men der går noget tabt for mig, nu hvor jeg ikke kan se dem optræde. For at hamre pointen igennem vil jeg tillade mig at forulempe det gamle Ole ’Bogart’ Michelsen-citat: ”Prorok Ilja skal ses på scenen”.
