Træls gennem en længere periode
Når man slår Nachtmystium op, opdager man utroligt hurtigt, at der ikke er skrevet ret meget om musikken. Derimod er der skrevet helt utroligt meget om Blake Judd, manden bag. Tag nu bare bandets Metal Archives-profiltekst, hvor der ikke står ét eneste ord om, hvilken slags musik bandet egentlig spiller. Det er bare én lang tekst om, hvordan Judd i årevis har snydt, fusket, stjålet og løjet. Ja, det virker næsten til, at det har været en større del af hans karriere end det at udgive musik – eller også har musikken aldrig været bemærkelsesværdig nok til at skrive noget om den. Til sammenligning skal man ret langt ned i Burzums Metal Archives-profiltekst, før mordet på Euronymous, lettere henkastet, bliver nævnt. Men hvorom alting er, så er blackmetallens svar på Charles Ponzi klar med sit niende album.
Sært? Prøv kedeligt
Det er præcis ti år siden, vi sidst anmeldte noget fra Nachtmystium. Den pågældende anmelder kvitterede med syv ud af ti kranier, men påpegede dog også de mange akavede og pinagtige sekvenser, som der var at finde på albummet – og understregede ligeså, at Nachtmystium er et rigtig sært band. Enten har Judd ændret stil, eller også skal der mere til, før jeg reelt set synes, noget er sært – for bevares, nok er Blight Privilege ikke noget, man kommer til at høre på Giro 413, men det er heller ikke Metal Machine Music. Langt henad vejen er det en overproduceret og steril omgang melo-døds-black skrevet i dur tilsat lidt synthesizer eller lydklip fra film og nyhedsudsendelser. Det er med andre ord en virkelig doven omgang, og jeg tænker ærlig talt, at Judd selv godt ved det. Mandens svindlerbaggrund taget i betragtning, kombineret med musikvideoen til ”Predator Phoenix”, får mig til at tænke, at han ikke er den mest seriøse musiker nogensinde, men derimod stadig en plattenslager, der dog måske omfavner sit rygte som netop en sådan mere, end han gjorde tidligere. Hvilket har en vis charme; det har musikken bare ikke – desværre. Det lyder mestendels som, hvis man lavede noget ubehjælpsomt klippe-klistre-arbejde med noget af Dark Tranquilitys og Children of Bodoms materiale og så hyrede en middelmådig Abbath-kopi til at skråle indover.
Jeg forstår nu for alvor, hvorfor det eneste, folk gider skrive om, når det kommer til Nachtmystium, er Judds svindelnumre, for musikken er virkeligt ikke værd at skrive hjem om. Det er ikke, fordi musikken her er dårlig; det ville jeg faktisk ønske – både for Nachtmystium, men også for mine ører. Nej, det er endnu værre: Det er kedeligt og intetsigende – og det er nu engang den værste kritik, kunst kan få.
Ellers tak, Judd
Jeg tror muligvis, Blight Privilege er et af de mest ligegyldige album, jeg har hørt i 2024. Jeg føler absolut intet, når jeg hører musikken, der er ikke ét eneste moment, hvor min puls stiger, eller at jeg føler så meget som en eneste følelse. Det her er bare så helt utroligt beige og leverpostej, som det kan blive. Så nej tak til hr. Judd og hans narrestreger!
