Psykedelisk black metal der virker interessant som helhed, men har enkelte misbehag

Introduktion

Det amerikanske psykedeliske black metal band, eller hvad du nu vil kalde det, Nachtmystium stammer fra Wheaton Illinois, de er inspireret af den anden bølge af black metal bands (Burzum, Darkthrone, etc.), men har kreeret deres egen stil, samtidig med, at det beholder noget af det sorte. De startede tilbage i omkring år 2000 og, selvom de måske ikke er det meste kendte band, har en længere række af albums, demoer, EP’er osv. Oven det har de også en fastsat fanbase, hvor de er godt kendt, men helt ’mainstream’ er de ikke. Der har været tonsvis af udskiftning af bandmedlemmer i Nachtmystium, hvilket man selv må undersøge, hvis er så vigtigt, men bandet har stadigvæk bevaret lidt af den samme stil igennem tiden. De kommer så her med det syvende album i rækken The World We Left Behind.

Gennemgang

Vi starter ud med den nemme og instrumentale intro ’’Intrusion’’, som i al sin enkelthed har lyden af black metal, men det hurtige tempo og kaotiske sammenspil. Man hører så her, at det ikke er helt normalt black metal, samtidig er der også et præg af de psykedeliske elementer, som de er kendt for. Hurtigt bevæger vi os videre til sangen ’’Fireheart’’, og her tænker man ’hvad sker der? Er det funk? Ved Satan!’ Og ja, det virker lidt mærkeligt med en funky rytme, og så i black metal, Det aller ondeste! Det gør dog musikken mere interessant, iørefaldende og direkte spændende at lytte til, mens ondskaben holdes i takt. Det er her, at man møder den første sammenligning med bandet Ghost (eller Ghost B.C.), som med alle sine dæmoniske lyde ihærdigende kaster sig selv over Satan, har visse pop-præg ved sin musik. Nogle ser det som noget komisk, imens andre forguder det. Det er i hvert fald fedt. Da det så lige sker for black metal, ja, det gør det lidt mere spændende, men det gør også én lidt forvirret i dette tilfælde, da blandingen nogle gange er for skæv: Enten for meget black eller for meget funk. Det bliver her svært at forstå deres musik.

Musikken på The World We left Behind kan også være frustrerende at lytte til en gang i mellem, da visse additioner kan føles malplaceret, såsom de mærkelige lyde på starten af ’’Into The Endless Abyss’’ eller den kvindelige stemme på ’’Epitaph For A dying Star’’. Selvom det kan lyde interessant, og i visse tilfælde ret godt, så kan det også ødelægge deres dystre image.

En af de af de sange, hvor man kan sige, at de klare det ret godt, må være ’’In The Abscence Of Existence’’, hvor blandingen mellem black metal og det psykedeliske er ved er nærme sig det perfekte og man får her en mere fast følelse af Nachtmystium som helhed.

Konklusion

The World We Left Behind kan som helhed være meget spændende at lytte til, og den har da også visse sange, der virkelig sætter sig fast i baghovedet, der er dog bare nogle ting, som simpelthen bliver for akavet at høre på, bl.a. den kvindelige stemme på sangen ’’Epitaph For A Dying Star’’, som kan virke direkte forfærdelig. Dog er der jo og så sange som ’’The World We Left Behind’’ eller ’’Fireheart’’ som er virkelig gode for sig selv. The World We Left Behind er derfor ikke et dårligt album, tværtimod, der er bare visse ting på den, som man kan vise lidt ubehag overfor.

Tjek også numeret Tear You Down, der virkelig får det psykedeliske frem.