Tyske tech death-mestre er næsten ikke til at kende

Ny plade, ny ballade

I 2021 gav tyske Obscura os det fantastiske album A Valediction. Frontmand, og eneste originale og gennemgående medlem, Steffen Kummerer var her flankeret af trommeslager David Diepold samt tilbagevendte guitarekvilibrist Christian Münzner og bassist Jeroen Paul Thesseling. Det var lidt af et drømme-lineup, og som resultat deraf var pladen ualmindeligt god og noget af det ypperste, man kan bede om som fan af teknisk og progressiv melodeath. Men som det er sket så ofte før i Obscura, kom der igen gang i svingdør såvel som intriger og stridigheder. Kummerers tre gamle venner smuttede deres vej – igen, fristes man til at sige – og et nyt band blev samlet. Syvende album, der bærer titlen A Sonication, er resultatet.

Hastværk er lastværk

Ud af store følelser, store udfordringer og store egoer kan der af og til opstå store kunstværker. I flæng kan nævnes Pink Floyd, Slipknot, The Rolling Stones og en masse andre, der mod alle odds fik skabt legendariske plader i selv de hårdeste tider. Men det kan sandelig også gå den anden vej og blive noget værre juks, hvilket er tilfældet her.

Med sine kun 39 minutter er A Sonication Obscuras hidtil korteste album, men sikke noget gennemsnitligt og ligegyldigt ingenting de formår at lave på den tid. De respektive kompositioner lugter langt væk af forceret venstrehåndsarbejde, og selvom albummet ikke er direkte dårligt, forekommer det uinspireret og forhastet. Og så er den gode Kummerer endda blevet beskyldt for plagiat angående guitaren på singlen “Evenfall”, som Exist-frontmand Alex Weber angiveligt mener, er noget, han bidrog med i dennes tid i Obscura. Ak ja, der skal åbenbart altid være ballade omkring Herr Kummerer. Åbningsnummeret “Silver Linings”, den hårdtslående “The Prolonging” og den instrumentale “Beyond the Seventh Sun” er blandt pladens bedste skæringer, selvom de ikke på noget tidspunkt kommer op at ringe for alvor. Produktionen er flot som altid, bandet en flok abnormt dygtige musikere, men musikken hænger ikke ved. Den er simpelthen for let købt og oftere end hvad godt er under det niveau, man må forvente af et band af denne kaliber. Særligt afslutteren, som også er pladens titelnummer, er nærmest en hån mod bandets trofaste fans. Mange andre var nok sluppet afsted med det, men et orkester på dette niveau bør alle dage levere bedre. De kan næsten ikke være det bekendt.

Obscuras progressive tilgang til den tekniske melodiske death metal er hen over de sidste par plader begyndt at vippe mere i retning af den klassiske, melodiske dødsmetal. Derfor vil den måske allerede eksisterende skuffelse hos ældre fans af Obscura kun være større denne gang. Bevares, bandet strækker deres musikalske ben i ny og næ og viser flotte eksempler deres tekniske snilde, særligt den nytilkomne bassist Robin Zielhorst, der spiller helt formidabelt på båndløs bas. Men Obscura anno 2025 lyder mere og mere som At The Gates og Dark Tranquility i deres velmagtsdage og knap så meget som Obscura. Er man til ufarlig og generisk, melodisk death metal med flade soli og kedelige hooks, så fortjener A Sonication et skud, men fans af overlegent eksekveret tech death bør bruge deres tid andetsteds.

Damit kannst du dich nicht auskennen

Smag og behag er som bekendt svært at diskutere, men Obscuras nytilegnede melodiske stil tager ganske enkelt overhånd på A Sonication. Så meget at det ikke længere føles som Obscura, der spiller mere melodisk, men derimod som Dark Tranquility, der prøver at spille en anelse mere teknisk. Nu skal man ikke græde over spildt mælk, men pladen savner i den grad Christian Münzners tekniske islæt og hans meget Bach-inspirerede barokstil. Lidt flere soli i Münzner-klassen, og så havde karakteren nok været et kranie højere.

Fra et helt objektivt synspunkt er A Sonication ikke en decideret dårlig plade. Men det er en dårlig Obscura-plade. Fair nok at man gradvist øger fokus på en anden subgenre, end der hvor man startede, men så skal man altså gøre det ordentligt. At famle rundt i blinde på denne kaotiske måde og lave forhastet og kedeligt venstrehåndsarbejde grænser til det uacceptable.