Hallo? Er der nogen hjemme?
Sidst vi anmeldte Mörk Gryning, var tilbage i 2005 – altså næsten for to årtier siden. Dengang havde bandet nemlig besluttet sig for at smide håndklædet i ringen, da der – ifølge eget udsagn – ikke længere var en reel interesse for ekstremmetal. Sandheden var måske nok nærmere, at der ikke var megen interesse for lige denne svenske gruppe, selvom 00’erne da ikke var blackmetallens storhedstid – bevares! At de så kort tid efter netop den udmelding udgav et album, kan man til stadighed undre sig gevaldigt over. Ligeså var den efterfølgende 15 år lange pause et spøjst valg … Men pyt skidt med alt det, for uanset hvad er denne dystre gruppe nu ude med sit syvende album, så lad os da dissekere Fasornas tid!
Skru op til 11!
Hvis man ved bare lidt om svensk black metal, så kan man allerede lure, hvordan Fasornas tid – og Mörk Gryning generelt – lyder. De er nogle gamle drenge, så ganske forventeligt har de en lyd, der minder om Dark Funeral og Dissection: storladen, melodisk og riffdreven black, der ikke er bange for at tilsætte både keyboard, akustiske instrumenter og guitarsoli ned i mixet. Til tider minder Fasornas tid næsten om noget, der snildt kunne være kommet ud af Finland, da især keyboardpassagerne har noget Children of Bodom over sig – og guitarsoliene ligeså. Det største problem ved både albummet og bandet er, at i de tyve år, de har været væk, er der kommet så mange nye bands til, som mere eller mindre gør det samme som Mörk Gryning og måske endda også bedre. Det fører til, at Fasornas tid ender med at lyde, som om den er influeret af nyere bands’ udgivelser, selvom virkeligheden nok er det akkurat omvendte. Det er for eksempel umuligt for mig at høre denne her skive uden at komme til at tænke på Moonlight Sorcerys Horned Lord of the Thorned Castle – hvilket på den ene side er en skøn ting, for det er en herlig skive. Men det burde jo være lige omvendt, for I skal ikke komme og fortælle mig, at de tre finner ikke har skamhørt Mörk Grynings tidligere værker! Men uanset alt det så er Fasornas tid – helt overordnet – en rigtig god skive, og bandet er i så absolut topform, det er der ingen tvivl om. De spiller afgjort med musklerne, hvilket især numrene ”The Seer” og titelsangen understreger. Det kan godt være, at Jonas ’Goth Gorgon’ Berndt og hans lejesvende ikke har været det mest aktive band i verdenshistorien, men til gengæld er de så effektive og resolutte, når de endeligt laver noget.
At 12 numre og en spilletid på tre kvarter så viser sig at være en lidt for stor mundfuld for bandet, er, hvad det er. Jeg forstår egentlig godt behovet for at skrue alt op til 11. Det ændrer dog ikke på, at numrene ”Black Angel” og ”Barren Paths” burde være blevet skrottet; de to er rendyrket fyld.
Så hvad nu?
At Mörk Gryning er tilbage, er en god ting – ingen tvivl om det. At de stadig er her, er egentlig overraskende, når nu man tænker på deres lidt løjerlige historik. Men hvad der er endnu mere overraskende er, at de så sent i deres karriere og efter ikke rigtigt at have bedrevet noget nævneværdigt i årevis formår at lave et så solidt album som Fasornas tid. Det her album har egentlig lidt af det hele: Der er ballader, bøllerock, akustiske mellemspil og, ja, så en ordentlig spandfuld klassisk svensk melo-black. Der er dog en del huller i osten, men det store spørgsmål er: Hvad så nu? Ja, det ved man jo helt reelt aldrig med Mörk Gryning, men det er jo også en del af charmen.
