En uundgåelig 3’er …
Tilbage i november 2022 satte dødspionererne i Maceration kongeriget Danmark på den anden ende med årets mest hypede comeback, It Never Ends … – et album, der landede hele 30 år efter esbjergensernes allerførste studieudgivelse! Klip til juleaftensdag i fjor, hvor vi her på Heavymetal.dk forsøgte at udfritte læserne om hvilke udgivelser, de så allermest frem til i 2025. Her strøg de gæve vestjyder fluks ind på top-10-listen over de mest populære navne, og som svar på tiltale dumpede for nylig en dugfrisk kopi af Serpent Devourment ned i redaktionens dueslag. Et flygtigt blik på det vedlagte pressemateriale løftede her sløret for ganske markante ændringer i besætningen, i det leadguitarist Jakob Schultz som eneste nuværende medlem har bevaret samme rolle siden de tidlige 90’ere. Desuden er Dan Swanö igen hoppet om bag mikserpulten, om end også han har overladt samtlige vokalstykker til tidligere live- og sessionsvokalist Jan Bergmann Jepsen.
… med karaktertræk af ’svær 2’er’
Blandt vinavlere betegnes maceration som en fremstillingsproces, hvor druerne udblødes sammen med deres skind, kerner (og sommetider stilke) for at ekstrahere farve, tanniner og aromaer til især rødvin. Denne kontakt kan variere i tidslængde, afhængigt af ønsket intensitet og kompleksitet. Og selvom bølledød fra den jyske vestkyst måske i højere grad rimer på HM2 og humlestifter end på finere fornemmelse for vinproduktion, så er der alligevel en vis kongruens at spore, bedst som vi sætter stiften i pladens titulære skæring. På bagkant af den horroræstetiske intro akkompagnerer Jepsens afgrundsdybe knurren en rytmesektion af … skal vi kalde det beskeden kompleksitet? Der er således skruet godt op for guitarerne, hvorimod nytilkomne Nicolai Kaltoft og dennes slagtøj lyder noget mere fladt og komprimeret.
Til gengæld kan der ikke sættes mange fingre på intensiteten. Numrene ”The Den of Misery” og ”A Corrosive Heart Fell Below” bliver på den front afviklet med både tyngde og tempo. Desværre kniber det lidt med fantasi og kreativitet. For, hør … Hvor er lige de groovy guitarhooks fra ”The Tender Twigs of Innocence”? Hvor er det kontraststykke, der sørger for at ruske op i os? Is på, sømand … Det kommer med ”Where Leeches Thrive” og ”In Rot Unleashed”. Her finder vi minsandten både lidt skæve taktarter og … næh dog, var det doubletrackede riffblokke?!
B-siden afslører imidlertid, at Maceration hurtigt løber tør for de rigtig gode idéer. Dermed lever ”Emptiness Embraced” glimrende op til sit navn såvel som til antagelsen om, at man blot har valgt at køre med Crocell-konceptet, hvor den får én over nakken, og så er der ellers snaps, eller i nærværende tilfælde fadbamser, for resten af pengene. Tager vi plusbrillen på, så dvæles der sjældent længe ad gangen ved hver enkelt passage. Her er kun ringe plads til langmodig lommefilosofi, og de navlebeskuende rundgange er ofte af tålelig varighed. Briller, linser endsige monokel ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at sangskrivningen virker lettere kluntet, hvorfor både kompositioner og lyrik understreger oplevelsen af en udgivelse, der kun lige med nød og næppe formår at hæve sig over prædikatet ’middelmådig metervare’, og dermed knap så fee’ døøø’ som man kunne have håbet på.
Forhastet fanservice
Hele tematikken emmer nemlig fortsat af fortærsket Cthulhu-mytologi og det efterlader en fornemmelse af at sidde med overskudsmateriale, der i første omgang blev vejet og fundet for let til at komme med på It Never Ends … Jeg kan sagtens se gennem fingre med, hvis man efter tre årtiers fravær vælger de lavest hængende frugter fra Lovecrafts litterære æbletræ. Navnlig fordi fanscenen i sagens natur har ændret sig fundamentalt på noget nær samtlige parametre, siden A Serenade of Agony så dagens lys tilbage i 1992. Men … når man rider videre på samme publikumsbølge, når man vælger at malke succesen og udgive næste skive i mere normal frekvens, ja, så taler vi altså pludselig om forbuden frugt. Bevares, vi kommer da i mål med værdigheden nogenlunde i behold, men ærlig talt, så havde jeg forventet mig lidt mere af Serpent Devourment. Der skal simpelthen ikke udgives, ene og alene fordi man høstede roser for seneste album. Der skal udgives, fordi man oprigtigt har noget på sinde. Det er kommercielle krumspring som dette, der gør, at jeg foretrækker min dødsmetal, som jeg foretrækker min rødvin – italiensk med afvekslende smagssymfonier, der bliver hængende i hukommelsen.
