Die Ratten sind da!

I 14 år har Moritz Paulsen og Daniel Stelling dannet musikalsk makkerpar i duoen Divide. For nylig skiftede nordtyskerne navn til det mere malende Rats of Gomorrah. Nu skal vi altså sammen med skadedyrenes prygelknabe nummer ét helt ned under gulvbrædderne i én af de bibelske byer, som Vorherre fejede af verdenskortet med en regn af ild og svovl for deres synders skyld. De bibelske temaer er altså på plads i dette dødsmetalliske projekt. Originalt? Næppe, men kanske musikken er?

Copyrats of Gomorrah…

… Er jeg ikke den eneste på redaktionen, der har udbrudt. ‘Talent borrows, genius steals’, har Oscar Wilde angiveligt engang sagt. Det er dog svært at få øje på genialiteten i den 1:1 afskrivning af Morbid Angels “Where The Slime Live” på “Narcissus” – vel at mærke én af albummets bærende singler. Kan de mon stave til ‘plagiat’ i Gomorrah, eller har de som den mytologiske figur, der lægger navn til sidstnævnte nummer, forelsket sig i et spejlbillede?

Nuvel, denne slags efterligninger kan tilgives, hvis ellers resten af albummet byder på reelt håndværk. Dog står det hurtigt klart, at rotterne ikke helt kan selv. Bevares, blast beats og fandenivoldskhed laver gadedrengehop hånd i hånd gennem gaderne i syndens by, desværre uden det, der ligner et gennemtænkt formål. Således bliver albummet til én lang stiløvelse i amerikanerdød, og flere gange i løbet af albummets 14 numre længes jeg efter at lytte til den ægte vare.

Heller ikke produktionen byder på lyspunkter. Lydbilledet er nærmest renset for bas, og trommerne lider selvsagt derunder og lyder mere som et luftgevær end som et tungt maskingevær. Vokalen tillige er svær at blive klog på. Det er kun Stelling, der er krediteret som sanger, men han svinger så meget i stil og levering, at man tror, der er flere om værket. Helt slemt bliver det i hurtige passager, hvor han nærmest snubler over ordene.

Helt til rotterne …

På duoens bandcamp kan man læse, at projektet er et resultat af den voksende frustration over metalscenens manglende vilje til forandring. Så kan det jo undre, at man har strikket et album sammen, der – ud over åbenlys kopiering – udelukkende byder på generiske og uinspirerede emner og toner, som vi har hørt udført meget bedre før. Lytter man til bandets bagkatalog under navnet Divide, bliver formålet med navneskiftet også til et mindre mysterium. Det har i hvert fald ikke været for at varsle en ny æra, hvad stilen angår, da det er umuligt at høre forskel på nyt og gammelt. Infectious Vermin lader man bedst ligge uden at se sig tilbage, medmindre man altså vil risikere at blive til en saltstøtte.