Det er nok ikke bageopskrifter

Det siges, at hvis man stirrer længe nok ned i afgrunden, så stirrer afgrunden tilbage. Men hvad sker der så, hvis man udfordrer afgrunden til en stirrekonkurrence? Og hvad hvis man vinder? Bliver afgrunden så nødt til at afsløre sine dybeste hemmeligheder og åbenbaringer? Om spanske Onirophagus har stirret afgrunden i sænk, vides ikke. Men der er noget, som indikerer, at bandet er blevet indviet i en del fortrolige oplysninger med sin seneste plade, Revelations From the Void.

Velspillet, men uinteressant

Når man mænger sig med den mørke afgrund og dens åbenbaringer, samtidig med at man har kaldt sit band noget nær ’drømmeæder’, hvad spiller man så? Man spiller selvfølgelig god gammeldags death/doom, med en god sjat goth metal strøet på toppen.

Allerede på åbneren, “Hollow Valley”, viser Onirophagus, at det der med at få death/doom til at lyde som lydtapetet til en begravelse, det har de helt styr på. De sørgmodige November’s Doom-inspirerede guitarmelodier og langsomme, slæbende Paradise Lost-rytmer tegner et glimrende billede af at sidde i kirken, mens uvejret raser, præsten ærer din afdødes minde, mens du gennemgår følelser af sorg, vrede, fortabelse og accept. “Black Brew” indikerer med kirkeklokker, tremolo riffs, Runemagick-chugs og atmosfære tyvstjålet fra My Dying Bride, at nu skal du og dine nærmeste bære kisten ud og sende afdøde afsted på sin sidste rejse, fri af denne verden. Og til det allersidste skridt på rejsen, hvor “Stargazing into the Void”, sænker kisten ned i graven, trækkes der igen på My Dying Bride. Hjerteskærende violin, guitar-tristesse ad libitum og en rytmesektion tung som graven er som at stå i den silende regn, og sorgen, gråden og vreden over at have mistet sidder som en klump i halsen, indtil du til sidst giver slip. Lad endelig de døde forblive døde.

Umiddelbart lyder Revelations From the Void som en udmærket death/doom-plade, den er desværre bare frygtelig uoriginal. “Hollow Valley” og “Stargazing Into the Void” kan godt nok få enhver smådepressiv, midtlivskriseramt doom-fan til at længes efter Turn Loose the Swans og Gothic, men det har October Tide, Swallow the Sun og Clouds med flere gjort adskillige gange de sidste 35 år. At lefle så hårdt for nostalgien er billigere tricks, end hvad du kan få i en baggård i Istedgade. Havde Onirophagus nøjedes med at skænde doomens melankolske grav, så kunne jeg til nød acceptere dette, men hvad angår dødsmetallen, så er det nærmest endnu værre. Al, og jeg mener vitterligt al, død på Revelations From the Void lyder 1:1 som svenske Runemagick. Nok er Runemagick et fremragende band, og jeg ville ønske, at flere nyere bands ville kigge i deres retning, men Onirophagus gør noget mere end at kigge. “Landsickness” og “The Tome” vil så gerne lyde som svenskerne, at numrene i bedste sindssyge stalker-stil har valgt at flytte ind på svenskernes loft, iført sig deres tøj og nærmest stjålet deres identitet. Nok er imitation efter sigende smigrende, men var jeg Runemagick, så ville jeg nok få lavet et tilhold mod Onirophagus.

En træls nødvendighed

Et ensidet langdistanceforhold til trods, så har Revelations From the Void faktisk et gyldigt eksistensgrundlag. Er man nybegynder udi death/doomen og har ingen ide om, hvad der er op og ned i genren, så bør man give denne skive et lyt eller to og derefter lade den samle støv som den opsamlingsplade, den reelt set er. For har man dykket ned i de fem største bands inden for genren, så er der ikke megen nyhedsværdi i Onirophagus seneste udspil, og man begynder i stedet at trække streger mellem pladens sektioner og genrens mastodonter.