Forsinket effekt

Årsag og effekt: Når en handling sætter noget andet i gang. Men i Havens tilfælde har effekten været lige så langsom som Outlooks e-mailsynkronisering. Selvom bandets Facebookside dateres helt tilbage til 2014, er Causes først nu – et årti efter – udkommet som deres debutalbum. Jo, de har da smidt to EP’er på gaden inden, men deres tempo er alt andet end autobahn-værdigt, selvom tyskerne da om nogen burde kende til deres egne høje fartgrænser i landet. Musikalsk bevæger Haven sig i et krydsfelt mellem post-metal, alternativ metal og til tider metalcore, og ifølge deres eget promo-materiale passer deres musik til fans af Cult of Luna, Tool og The Ocean. Meeen, den erklæring skal Berlinergruppen en del længere ud på landet med – nok helt til Sdr. Omme og omegn.

Det gode og knap så gode

Lad os starte med det positive. Forsanger Norman Siegel har en stemme, der glider ned som en god whiskey – blød og rund, måske næsten for blød. Hans rækkevidde er dog yderst solid, og han får spændende modspil af en unavngiven kvindelig vokal på to numre. Hvem hun er, aner jeg ikke, da promo-materialet ikke nævner hende, og det er en skam. For hendes tilstedeværelse tilføjer en dragende mystik, som bandet burde flage højt med, ikke gemme væk. Et af de steder, Haven rammer rigtigt, er deres breakdownsekvenser, som de leverer med finesse. De er veludført og får numrene til at eksplodere på de helt rigtige tidspunkter. Tag bare ”Idol”, hvor musikken trækker sig tilbage som tidevandet, mens vokalen bryder igennem som en flodbølge efterfølgende. Det er dramatisk, effektivt og leveret med omtanke, så der er helt sikkert talent at spore, men desværre for bandet er der for få momenter af disse i løbet af spilletiden.

Det andet store problem er retningssansen. Albummet ved ikke rigtigt, hvad det gerne vil være. Titelnummeret ”Causes” forsøger febrilsk at efterligne Tools æstetik, men det kommer ud mere fladt end spændende. Cult of Luna? Dem er vi endnu længere fra. Resten af albummet er et ujævnt mash-up af genrer, som skiftevis forsøger at imponere og skifte acceleration, men det er rodet. Det føles, som om Haven er mere påvirket af deres idoler end reelt inspirerede. Hvis vi ser bort fra de velbrugte breakdowns, mangler der generelt noget nerve, og derfor ender albummet desværre mest af alt med at være en lunken og hurtigt glemt oplevelse. Nummeret ”Rue” er undtagelsen. Højdepunktet trækker på 00’ernes alternative metal som fundament med krydderier af skrig og diverse guitareffekter. Det forsøger ikke at være mere end det er, og selvom det er det mest ligetil nummer, fungerer det. Netop derfor er det også frustrerende, at et nummer som ”Theia” minder mere om et lys, der går ud, før man når at se flammen, og at albumlukkeren, ”Ankou”, aldrig formår at fastholde lytterens interesse. For gruppen har jo vist tidligere, at de godt kan?

Man skal kende sig selv ...

Tool-esque. Et ord, der ofte ender som en musikalsk boomerang. Der er mange bands, der gennem tiden har forsøgt at lyde som Tool og fejlet spektakulært. Ironisk nok fordi Tool aldrig har prøvet at være andet end sig selv. De fandt hurtigt deres musikalske rødder og byggede deres eget lille univers. Det er præcis den stamme, som Haven mangler. Deres musik vil for meget forskelligt på én gang og ender med at tabe retningssansen på vejen. I en benhård branche som musikindustrien skal man vide, hvor man vil hen, hvis man vil til tops. Talentet er der, det spirer hist og her på debuten, men det er også tydeligt, at der stadig er meget at arbejde med. Tyskerne får i denne omgang fire kranier og et velment held og lykke i fremtiden.