Rustbehandling af rørene

For mange her til lands står 1992 som et særdeles mindeværdigt år, ikke mindst takket være den efterhånden fortærskede bedrift på Nya Ullevi, danskernes snævre nedstemning af Maastricht-traktaten samt daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens ikoniske citat ”If you can’t join them – beat them!” som følge heraf. Det var samtidig også året, hvor de danske dødspionerer Maceration udgav deres hidtil eneste album i form af A Serenade of Agony. Et skelsættende værk, der både banede vejen for indflydelsesrige navne som Illdisposed og Hatesphere, og samtidig gav vokaldebut til det dengang relativt ubeskrevne blad Dan Swanö. Svenskeren er sidenhen blevet bedst kendt for sine meritter i Edge of Sanity, Nightingale samt flerfacetterede instrumentalbidrag i supergruppen Bloodbath. It Never Ends… udgør således første regulære growl-session på en langspiller siden midten af 90’erne ifølge Swanös eget udsagn.

Den svære toer

Hypen omkring It Never Ends… nåede astronomiske højder forud for sin udgivelse, og med svimlende tre årtier mellem A Serenade of Agony og efterårets opfølger synes flosklen om ”den svære toer” nærmest himmelråbende utilstrækkelig. Ikke desto mindre formår guitaristerne fra originalbesætningen, Jakob Schultz (ex-Invocator) og Lars Bangsholt, i samspil med nytilkomne bassist Robert Tengs og trommeslager Rasmus Schmidt (ex-Myrkúr, Illdisposed) at bygge en solid bro mellem fortid og nutid.

For yngre lyttere kræver Swanös håndtering af vokalsektionerne formodentlig nogen tilvænning. Har man dog først har accepteret 90’er-produktionen, der rent kvalitativt henleder tankerne på skiver som Deaths Symbolic og Napalm Deaths Harmony Corruption, er der nu noget charmerende nostalgisk ved eksekveringen. Riffarbejdet er tillige gedigent håndværk, glimrende eksemplificeret på et nummer som ”Arcane Secrets” med sine afvekslende passager mellem tempovarierende hooks og knivskarp shredding.

Variation finder vi også på titelnummeret samt ”The Tender Twigs of Innocence”. Her bidrager nyerhververede livevokalist Jan Bergmann Jepsen (ex-Cor Vacante) med tiltrængt tyngde, der i samspil med baslinjen og de superstramt eksekverede beats fremhæver det atmosfæreskabende groove. En stemning, vi fastholdes i under ”Monolith of The Cursed”, der til trods for sin begrænsende spilletid på blot 2:48 formår at skabe en perfekt dynamik med sine skift mellem de indlagte riffs og mini-soli.   

Opblødning efter kryostase

Første tredjedel af It Never Ends… udgør samtidig pladens singleudgivelser. Det er ejendommeligt nok netop på disse indspilninger, Swansös lettere misvedligeholdte growl i højeste grad holdes flydende af Schultz & Bangsholt-duoen. Dispositionen med benyttelse af Bergmann Jepsen som livevokalist virker derfor særdeles fornuftig, idet hans tilstedeværelse trækker pladens kvalitative output markant op. Særligt fremhæves bør også Robert Tengs i forbindelse med ”Engulfed in Agony”, hvor hans evner på den seksstrengede virkelig kommer til sin ret. Den helt store genistreg, i egentlig såvel som symbolsk forstand, finder vi imidlertid ved valget af Rasmus Schmidt som tøndetamper. Med sin tilsvarende beskæftigelse hos de aarhusianske dødsdronter i Illdisposed, fremstår han som den perfekte ambassadør for linket mellem fortid, nutid og mulig fremtid. Ronkedorerne Schultz, Bangsholt og Swanö kan med fordel begynde at spekulere i mulighederne for at udvide kryostasekammeret, således at Schmidt også vil være tilgængelig for Maceration, når gruppens næste album finder vej til hylderne – engang i 2052!