Scarlet Records har netop genudgivet det italienske kult-thrashband Extremas (foreløbige) samlede værker. Extrema blev dannet i 1986, men der skulle gå syv år, inden de udsendte deres debutalbum, "Tension at the Seams". Nærværende udgivelse indeholder både denne indspilning og livealbummet "Proud, Powerful’n’Alive", ligeledes fra 1993. Sammen med de to bonustracks "Tribal Scream" og "And the Rage Awaits" (begge fra et demobånd fra 1990) er man således oppe på godt 75 minutters musik, så man får noget for sine penge, hvis man da ikke ejer det gamle materiale i forvejen.
"Tension at the Seams" viser et utrolig solidt sammenspillet band, der problemfrit veksler mellem punket thrash og mere groovy varianter af genren, til tider ligefrem med elementer af funk især i basgangene. Numre som "Child O’Boogaow" og "Modern Times" er supercatchy, og gør, at man godt forstår, hvorfor bandet har fået en vis fanskare i en periode, hvor også Infectious Grooves var kult. Det punkede udtryk understreges f.eks. i coverudgaven af "Truth Hits Everybody" (oprindeligt med The Police", men ellers er det de groovy passager og cool refræner, der er fremtrædende.
Desværre er produktionen på "Tension at the Seams" ikke særligt god – den er meget tynd og tør især på starten af pladen, så håbede man på fin remastered lyd, vil man nok blive ret skuffet (jeg har på den anden side ikke hørt originalmixet, så jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt der er tale om en bare moderat forbedring). Man skal med andre ord være ret nostalgisk anlagt for at nyde albummet fuldt ud i dag. Til gengæld er live-udgivelsen "Proud, Powerful’n’Alive" grund nok til at anskaffe sig albummet. Lyden har forbavsende god bund og detaljer, selv om publikum støjer henover, og Extrema har et anderledes energisk og medrivende drive over sig, end de har på studieindspilningen fra samme periode. Det er musik, man kommer i godt, aktivt humør af at have kørende på anlægget.
Man skal være i et særligt humør for at høre hele denne genudgivelse igennem i sin helhed, for så store stilmæssige variationer er der trods alt ikke, men jeg er som nybagt Extrema-lytter ikke i tvivl om, hvorfor man har haft lyst til at udbrede denne her musik til et nyt publikum, der enten hørte nogle andre subgenrer i starten af 90’erne eller slet ikke hørte metal.
