Extremas seneste studiealbum, “Set the World on Fire" fra 2005, foreligger her i genudgivelse med tre bonustracks, hvoraf to er øvelokaleoptagelser fra 1989. Sidstnævnte er ikke noget at råbe hurra for. Det er derimod selve albummet, som jeg med det samme vil sige, er bandets bedste til dato.

Extrema er delvist vendt tilbage til deres rå, thrashede udtryk fra de to første albums (efter en ellers ganske vellykket afstikker til mere nu-metal influeret tråd på "Better Mad than Dead" fra 2001), men har inkorporeret elementer af metalcore og mere energisk næsten-ekstrem metal. Vi får således forrygende synteser af iørefaldende harmonier, heftige riffs og rytmer og blastbeats her og der (f.eks. på "Second Coming"). Der er sågar noget næsten Strapping Young Lad-agtigt over et nummer som "Nature". Andre numre som "Restless Soul" og "Six, Six, Six, Is Like Sex, Sex, Sex" lyder som udmærkede, tunge opdateringer af bandets mere groovy stil fra starten af karrieren. Den nye mand bag gryderne, Paolo Crimi, spiller nogle tighte og swingende trommer, der holder det hele smukt sammen.

"Set the World on Fire" er et glimrende visitkort for bandets spændvidde, idet vi både får seriøse leveringer af medrivende, tidssvarende heavy metal, mere muntre, rock’n’roll-prægede numre som "Don’t Leave Me Alone" og indslag af afdæmpet, smægtende, akustisk guitar, enten indarbejdet i de tunge numre på fornem vis eller isoleret i "The Will to Live" (hvor vokalen desværre er lidt vag og pubertær at høre på) og den lidt Steve Morse-agtige instrumentalkomposition "Carol".

Sammenlignet med andre kontemporære metalbands har Extrema måske ikke noget, der gør dem uomgængelige for en lytter, der ikke er vokset op med bandet, men de leverer varen på en måde, der er utrolig smittende og giver en lyst til at anbefale værket til andre.