Mismatchede drømme
Sidst jeg sad med en Asenheim-udgivelse, konkluderede jeg, at duoens visioner og drømme, desværre, ikke matchede deres musikalske kapabiliteter, hvilket resulterede i et syvtal til Nibelungenblut. Trods grandiose visioner, alverdens orkesterelementer samt diverse voiceovers så faldt det lidt til jorden, når man samtidig insisterer på at holde sig op ad 90’er-blackens virkemidler samt lydmix og produktion. Men nu er der så gået halvandet år, sådan cirka, og duoen fra Westfalen er klar med album nummer neun!
Deutschland, Deutschland über alles …
Hvor det forrige album var et konceptalbum, der hyldede diverse klassiske fortolkninger af Wagners udødelige opera Nibelungens Ring, er Wolkenbrecher ikke et decideret konceptalbum. Dog er tributaspektet stadig til stede; nu er det bare tysk historie, der er omdrejningspunktet – se bare albummets cover, der viser det berømte Heidelbergslot. Bandet holder stadig fast i sin ide om at blande klassisk black med folkemusik og symfonidele – i bund og grund alt, hvad der kan bruges til at skabe en storladen og eventyrlig atmosfære. Nogle gange lykkes det som på ”Der Harnischmacher” eller ”Im Zwielicht (Der Mantel der Dämmerung)”, men andre gange så får man guitarsoloen i ”Mein Königreich”, som er omtrent lige så elegant som sytten blinde epileptikere på en skøjtebane. Fløjtesoloen i ”Zu den Waffen” er godt nok også et underligt input, men den fungerer alligevel på én eller anden mærkelig måde, som var det den knivspids salt, der løfter det søde køkken, trods effekten burde være den modsatte.
Så er der naturligvis også hele tre instrumentale intermezzi, som ingen reel rolle spiller, og som enten burde være blevet kogt sammen med nogle andre sange eller bare skrottet. Især da ”Ein letzter Gruß” har en guitarsolo, der er omtrent lige så skrækkelig som den i ”Mein Königreich” – utroligt nok!
Men trods de mange underlige ideer og kiksede forsøg så er der nu – heldigvis – også gode ting at finde på Wolkenbrecher, selvom man skal lede noget mere grundigt, end hvad man ellers er vant til hos Asenheim.
Har I hørt om AOF-kurser?
Der hersker ingen tvivl om, at sat op imod den forrige udgivelse så er Wolkenbrecher en værre rodebutik, og for hvert godt nummer så er der et dårligt. Ergo er Asenheim fortsat deres egne værste fjender, og atter en gang beviser duoen, at deres visioner og drømme – desværre – overgår deres musikalske evner. Hvilket er superfrustrerende, for jeg kan godt lide Asenheim. Jeg kan godt lide det, de gør, og det, de prøver på, og når de rammer rigtigt, så sidder den lige i skabet, men for helvede, drenge …! Øv jer, tag et aftenskolekursus, eller find en tredjemand – bare bliv bedre!