De gode gamle dage …!
Total Hate er nogle af de helt gamle drenge, faktisk så gamle, at man burde kalde dem for gämlë drëngë, fordi umlaut altid understreger alder og sejhed i metallens verden. De startede side om side med bands som Nifelheim, Blasphemy og Celtic Frost og har siden 1980’erne … hov, vent lidt … hvad mener I med, at Total Hate først opstod i 2000 og ikke udgav noget før 2008, det må da være en fejl og en ond spøg! Det var lige godt Satans …!
Røvballeblack
Hvis ikke det fremstod tydeligt nok ud fra ovenstående intro, så spiller Total Hate noget, der måske bedst kan beskrives som proto-black, med alle de klassiske thrashede, ja, nærmest røvballede aspekter. Kig bare på bandets promobilleder, hvor de alle står i Gorgoroth-trøjer og er iført så mange nitter, kæder og patroner, at deres blotte tilstedeværelse må tælle som et væbnet kupforsøg. Med andre ord så er det her et ekstremt konservativt band, ja, regressivt virker næsten som et bedre udtryk. Alt lige fra den thrashede bølleblack til de Blasphemy-influerede sangtitler, de konstante blastbeats og Motörhead-bassen skriger öld skööl, og Total Hate ved det – og de elsker det! Det er totalt uinspirerende samt decideret fladpandet, men alligevel er det ganske charmerende og morsomt. Især er Adrastos’ vokal helt fantastisk, for på intet tidspunkt fatter man så meget som ét eneste ord, der kommer ud af hans mund – alt, hvad han ”synger”, lyder mestendels som et gammelt trægulv, der knager.
Men så alligevel bedst som man tror, man har luret Total Hate, så viser det sig, at de faktisk har et lag til – hvilket ganske vist kun øger antallet af totale lag til to. De retroelskende bajere har nemlig en forkærlighed for melodier, hvilket især kommer til udtryk i de, for genren, mange guitarsoli – og jeg skal da virkeligt indrømme, at trommesektionen i c-stykket af ”Djevelens Legioner” kom gevaldigt bag på mig på den bedst tænkelige måde.
Men, men, men … Træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen, og trods bandets åbenlyse charme samt de beskedne es, de har oppe i ærmet, så lider albummet under det faktum, at bandet ikke har så mange ideer, og ej heller virker de til at være synderligt bekendte med konceptet ”variation”. Eksempelvis er c-stykket i ”Downfall of Tolerance” stort set en kopi af det fra ”Djevelens Legioner”. Netop at bandet følger samme formel hele vejen igennem albummet, gør så også, at albummets reelle lukker, ”Field of Victory”, en akustisk, instrumental omgang, føles absurd malplaceret – den ide skulle de helt have droppet sammen med Urgehal-coveret, som bare er rendyrket fyld på et album, der i forvejen har et faretruende højt BMI.
Point for charmen
Forthcoming Age of the Reaper kommer næppe til at vinde nogen priser i år, og jeg tvivler ligeså på, det bliver en kandidat til årets udgivelse. Men når det så er sagt, så har de kære tyskere altså alligevel skabt et underholdende og charmerende værk – nok egentlig det værk, som Hellbutcher forsøgte at skabe tidligere på året. For det her er bestemt en upoleret og grim sag, hvilket er nøjagtigt, hvad der hele tiden har været meningen, så point for det, Total Hate.